Sportsbyen søger chef til restauration

Foto: Rolf Larsen
Aktieselskabet Holbæk Sportsby A/S, som skal stå for driften af Holbæk Sportsby søger nu chef til, at stå for café og restaurant i sportsbyen.

– Café/ Restaurant i Holbæk Sportsby får en særdeles central rolle. Vi skal tilbyde sunde produkter til både hverdag og ”fest” og til priser, hvor alle kan være med. Vi ønsker en ”sundhedsprofil” ind over Café/ Restaurant, så vores kommende kollega skal brænde for at lave sund mad af gode råvarer – og meget gerne lokale råvarer, siger direktør i Carsten Damgaard om forventningerne til den kommende chef – også kaldet F&B ansvarlig.

Ifølge Carsten Damgaard bør den kommende køkkenchef have stærke kompetencer inden for ledelse, indkøb og kalkulationer – god forståelse for driftsøkonomi, og så skal den kommende chef have lyst til at gøre indsatser ud over det sædvanlige i bestræbelserne på at yde den bedste betjening af gæsterne.

Sportsbyens nøgleværdier; Fællesskab, Samarbejde, Sundhed, Bevægelse skal også udleves og formidles igennem Sportsbyens Café/ Restaurant.

Vil selv drive restauration
Det er besluttet, at Holbæk Sportsby A/S, selv skal drive restauration på stedet, i stedet for, at lade en forpagter stå for det, og om den beslutning siger Carsten Damgaard:

– Vi får mulighed for langt større synergi og fleksibilitet i hverdagen. Er der stille perioder i caféen, kan medarbejderne løse opgaver andre steder i Holbæk Sportsby, og vi kan også bedre hurtigt justere efter behov og ønsker fra brugerne af Sportsbyen, når vi selv styrer driften i modsætning til en ekstern forpagtning, hvor vi potentielt kan få nogle konflikter i.f.t. en forpagtningsaftale og andre dagligdags udfordringer. Vi tror på, at vi her har fundet den bedste løsning for fællesskabet og samarbejdet.

Skriv et svar