28. marts 2024

Susanne Heinrich, Lisbet Dahl og Sonja Oppenhagen. Foto: Gudmund Thai

Susanne Heinrich, Lisbet Dahl og Sonja Oppenhagen. Foto: Gudmund Thai

Folketeatrets forestilling I Sidste Øjeblik er i netop nu på turné rundt i landet. Forestillingen spillede på Holbæk Teater fredag d. 2. november og Holbaekonline.dks anmelder så med.

I sidste øjeblik
– En komedie om at blive gammel – og leve til det sidste

Den ene har svært ved at huske og har mistet livslysten, den anden har dårlig mave, er bange for hjemmerøverier og har en mand, der konstant ringer efter hende. Den tredje vil bare gerne elskes, have sex og en kærlighedsrejse.

Tre ældre veninder mødes i en kortklub hjemme hos Marianne. De mangler en fjerdemand efter at Mariannes mand er død. Anne-Louise har derfor inviteret enkemanden Per med. Solvej ser straks Per som sin kommende kæreste, men sådan kommer det ikke til at gå.

Susanne Heinrich og Lisbet Dahl. Foto: Thomas Petri

Lejligheden er verden
Scenerummet er indrettet som Mariannes stue med dunkle farver og kig ind i de bagvedliggende rum(fortiden). Lejligheden er hendes afgrænsede univers, hvilket understreges af scenografien. Mellem diverse scener spilles en sørgmunter tango, der fint antyder, at minder og drømme fylder meget i det liv, der udfoldes på scenen. Engang var Mariannes stue fuld af liv, flirt og fester. Hun var en skarp journalist. Nu er der ikke så meget andet end minder, lidt samvær og masser af alkohol til at dulme ensomhed og frustrationer over alderdommens forfald.

Rå men hjertelig
Ikke så snart er tæppet gået, før beske og morsomme replikker flyver gennem luften, serveret med en fuldendt timing, der fremmer komikken. Tempoet er flydende, men ikke for hurtigt. De tre veninders spilles med stor charme af Lisbeth Dahl, Sonja Oppenhagen og Susanne Heinrich. Publikum, der for de flestes vedkommende hører til blandt det grå- og hvidhårede guld, genkender sig selv og hinanden eller vores endnu ældre forældre. Vi griner.

Sonja Oppenhagen og Joen Bille. Foto: Thomas Petri

Især Marianne siger det, som man ikke må sige, men som vi måske alle kunne have lyst til engang imellem. ”Hvad laver han her?”, spørger hun, om en gæst. Hun har glemt, at han er inviteret. ”Lunken møgvin”, lyder det om den vin, som gæsterne forsøger at tale op. Veninden får klar besked: ”kæft hvor er du irriterende”.

Hukommelsestab kan være ynkeligt, men vi griner af, at kagerne er forsvundet og findes i skabet ved siden af smøreolien. Når Marianne gentagne gange spørger hvad dag det er, er vi lidt spændte på hvordan, der svares denne gang. Handy-Stefan svarer fx ”Nej det er ikke mandag, spørger du mig, så er det torsdag”.
De tre aldrende kvinder får sagt et par smertefulde sandheder om deres eget og hinandens liv. Men den direkte måde de slynger dem ud på, gør det befriende og grinagtigt. ”Begravelser er efterhånden de eneste fester man bliver inviteret ud til”, ”Livet keder ham”, ”Du er bare en sur gammel kælling, der er ved at miste grebet…”.

Der tales en del om sex og vi forstår, at Solvej har haft en affære med Mariannes afdøde mand. Marianne ved det, og Solvejg ved at hun ved det. Men de holder alligevel sammen. Vi krummer tæer og nyder det.

Mor og datter
Mariannes datter kommer stormende ind og ud igen, når hun har pause fra vigtige konferencer i byen. Hun har travlt med sit eget liv. Datteren mener, at hendes mor burde søge hjælp for sin depression og til rengøring. Desuden burde hun flytte i en mindre og billigere lejlighed.

Sonja Oppenhagen, Susanne Heinrich og Joen Bille. Foto: Thomas Petri.

Marianne spørger veninden: ”Tror du alle mødre bliver en byrde for deres døtre?” Her bliver der ikke grinet.

Marianne har mistet kontakten med sin anden datter, Sara. Søsteren giver hende Saras nye telefonnummer, og der lægges således op til genforening mellem mor og datter – i sidste øjeblik. Der er altid et håb.

Handy-Stefan
Hjemmehjælp er ikke noget for Marianne. ”Hjemmehjælp er noget man får flere år efter at man har fået behovet”. Nå. Men pludselig kommer der en mand fra kommunen, Handy-Steffen, som skal hjælpe hende med nogle praktiske ting. Lad os betragte ham som en person, der kommer udefra og får en afgørende betydning for en ny drejning i historien. Som sådan virker karakteren. Han kunne også have været en hjælpsom nabo, hvilket nok ville have været mere troværdigt. Lad os imidlertid håbe, at historien kan inspirere vælgere til at forlange en tilsvarende service i de kommunale hjemmeplejer her i landet.

Det hele vender til det bedre
Marianne og Handy-Stefan bliver venner, og hun får livsmodet tilbage. Marianne støtter ham i at springe ud som bøsse, og han er hende dybt taknemmelig. Da det viser sig, at Per ikke kan spille bridge bliver Handy-Stefan fjerdemand i bridgeklubben.

Lisbet Dahl og Søren Bang Jensen. Foto: Thomas Petri

Per bliver kæreste med Handy-Stefan. Han finder lykken efter et langt ulykkeligt ægteskab med en kvinde. Han blomstrer op!

Solvej flytter ind hos Marianne, da det ikke lykkes at få Per som kæreste. Hun erkender, at alt ikke afhænger af, om hun har en mand. Der er også veninderne – trods alt.
Anne-Louise vil skilles. Hun har fået nok af sin mands besidderiske opførsel. Han vil have viagra, hun vil have fred. Da han vil have hende med i ældrebolig, får hun nok. Der er stadig mere godt i vente i hendes liv.

Olde-kolle
Det ender med at Solvej og Anne-Louise flytter ind hos Marianne. Huslejen deles. Rengøring, indkøb og madlavning sættes i system. De tager hver på deres måde ansvar for eget liv og deler sorger og glæder i et rummeligt fællesskab med strejf af ømhed og omsorg for hinanden. Musikken spiller noget a´la ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Og det gør de nok også. Se forestillingen og bliv inspireret til at leve livet – til sidste øjeblik.

Om forestillingen:
Dramatiker: Carin Mannheimer.
Instruktion: Christoffer Berdal v/Kasper Wilton.
Scenograf: Marianne Nilsson.
Oversættelse: Sebastian Dorset.
Medvirkende: Lisbeth Dahl, Sonja Oppenhagen, Susanne Heinrich, Joen Bille, Søren Bang Jensen og Jeanette Binderup-Schultz.
Produceret af Folketeatret.
På turné til og med d. 6.12.18.
Turnéplan: folketeatret.dk/shows/i-sidste-oejeblik-1/