28. marts 2024

Hos Plus-Plus i Borup uden for Holbæk kan man glæde sig over, at virksomhedens legetøj falder i god jord hos både børnene og deres forældre. Foto: Rolf Larsen.

Hos Plus-Plus i Borup uden for Holbæk kan man glæde sig over, at virksomhedens legetøj falder i god jord hos både børnene og deres forældre. Foto: Rolf Larsen.

Når det handler om konstruktionslegetøj, så tænker de fleste med det samme på Lego fra Billund – men i Borup ved Holbæk kan man også være med. Herfra kommer nemlig de populære Plus-Plus-brikker, som i sensommeren fik omtale på den amerikanske TV-station NBC i programmet ‘Today’.

TV-stationen kiggede på legetøj, der kan underholde børnene på flyveturen eller i restauranten. Og her kårede ‘Today’ Plus-Plus-brikkerne fra Borup over både LEGO og K-Nex. Begrundelsen var bl.a. at det er billigt og nemt at tage brikkerne med i tasken, men også, at det er sjovt og lærerigt.

Brikkerne fra Borup er også blevet kåret til Best Construction Toy af Learning Express, der er den største butikskæde for speciallegetøj i USA. Kåringen fandt sted i forbindelse med butikkædens årlige kovent, der i år fandt sted i Kingsport i staten Tennesee. Hvert år kåres det bedste legetøj indenfor flere kategorier; blandt andet bedst til baby, sport, konstruktion, videnskab og spil. Det handler ifølge stifter og direktør, Sharon DiMinico, om at anerkende særligt opfindsomt legetøj af høj kvalitet, der giver stor ‘lege-værdi’. Prisen blev givet på baggrund af legetøjets originalitet, kreativitet, design og salg.

Går godt i Danmark
I Danmark går det også godt for konstruktionslegetøjet, der bliver solgt til både private hjem og børneinstitutioner. Der er vel nærmest ikke det barn i Danmark, som ikke kender de små flade og farverige brikker med samme form, der kan sættes sammen på utallige måder og danne både 2D og 3D-designs.

– Plus-Plus klarer sig også godt i Danmark. Jeg vil tro, det er fordi, det ikke kræver så meget – bare man har fantasi. For man kan blive ved med at bygge og bygge, og man kan gøre det både alene og sammen med venner. Der er altså garanti for mange timers leg blot med nogle byggebrikker i forskellige farver, udtaler Michael Jensen, der er direktør for Maki, der distribuerer legetøjbrands i Norden, her i blandt Plus-Plus.

Ifølge legetøjsdirektøren er det ikke bare sjov det hele:

– En ting er, at det er sjovt at skabe noget gennem leg, men der er også andre gavnlige effekter ved Plus-Plus – børnene bruger deres fantasi og stimulerer hjernen til at tænke kreativt, de bruger hænderne og udvikler deres motorik, de bruger flere sanser på en gang, og så leger og lærer de på samme tid, når de bygger bavianer, biler og byer, fortæller Michael Jensen.

Reklamevideo fra Plus-Plus: