Læserbrev: Ny administrationsbygning i Holbæk kommune

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Ny administrationsbygning i Holbæk kommune

Hvad siger borgerne i Holbæk kommune til dette forslag, som bliver behandlet på byrådsmødet i starten af oktober? Er det i orden, at man starter et nyt byggeri i vores kommune, når vi ikke ved, hvor mange penge vi kommer til at skulle bruge fremadrettet på vores sportsby?

Og samtidig skal vi betale husleje på havnen for de to tårne i flere år frem i tiden.

Det kniber med et svar fra nogle af de partier, der har skrevet under på budgettet, så nu mener jeg, at det er på tide, at man begynder at administrere vores alles penge på en fornuftig måde og holder op med alle de luftkasteller, når vi ikke har til dagen og vejen.

På en af de sidste sider, står det meget diskret, så kun dem der læser budgettet helt til ende ser: ”Administrationscenter Projekteringen af en samling af en del af kommunens administrative funktioner påbegyndes. Udgifterne hertil finansieres af de afsatte midler til projektering”.

Og så undres jeg, er det omrokeringer af nuværende arbejdspladser eller er det 1 spadestik til et nyt Rådhus? Jeg tror, det er det sidste.

Hvis det er tilfældet, hvordan i alverden får vi så råd til det, samtidig med et nyt plejecenter og vores sports by, hvor der bliver ved med at komme ekstraregninger. Foreløbig er der betalt 11 mill. for jordkørsel( og der er endnu ikke svaret på, hvor er jorden blev af) samt 2 mill. om året for en bus, som skal køre inden om sportsbyen samt div. anlægsudgifter til lys osv. Jeg frygter oprigtigt, at det endnu ikke er slut, men hvem skal betale ekstra regningerne? Mit bud er og bliver, at det skal vi, vores børn og børnebørn, hvis de bliver i kommunen .

Derfor håber jeg, at der er andre end mig, der siger stop al det nybyggeri der er i støbeskeen, og i stedet vente til vi får styr på kommunes økonomi. Og så er det jo oplagt, at man finder ud af, hvor mange år der er tilbage på lejen af de to tårne på havnen og melder det tydeligt ud, så kommunes borgere kan få klarhed.

Derudover er man mere end velkommen til at give sin mening til kende i gruppen: “Holbæk kommune – set i et politisk perspektiv.”

Paul Villadsen
Engvej 3
Mørkøv

Skriv et svar