18. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 33-årig mand fra Frederiksberg kontaktede lørdag aften kl. 19.15 politiet og fortalte, at han var blevet overfaldet et kvarterstid før efter kørsel i sin bil ad Hovedgaden i Svinninge.

Han havde inden overfaldet blinket med det lange lys til en forankørende bilist, da han syntes, at bilen blev ført underligt. Føreren af den forankørende bil holdt ind til siden og lod anmelderen overhale, hvorefter føreren af den overhalede bil kørte indenom og blokerede vejen. Både føreren og en passager steg ud og overfaldt den 33-årige, der blev tildelt knytnæveslag i ansigtet med bl.a. et flækket øjenbryn til følge.

De to mistænkte mænd blev beskrevet som: A: mand, dansk af udseende, 25-35 år, 170-175 cm høj, muskuløs af bygning, iført grå trøje og træningstøj, og B: mand, afrikansk af udseende, 25-35 år, 180-185 cm høj, iført sort vest og træningstøj.

Den 33-årige tog efterfølgende på skadestuen og skal mandag afhøres nærmere af politiet i anledning af volden.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om de to mistænkte mænd i sagen, eller som måske har overværet hændelsen i Svinninge. Politiet kan kontaktes på telefon 114.