28. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

”Her går det godt, fru kammerherreinde…”

Jeg ved ikke, hvorfor denne gamle revyvise faldt mig ind, men da det i foråret kom frem, at kommunen måtte betale 11 mio.kr. til Sportsbykonsortiet for noget arbejde, som ikke kunne dokumenteres, stod det samtidig klart, at kommunens øverste administration, slet ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at lade føre fornødent tilsyn med arbejdet på byggepladsen. Det kom også frem, at nogen skyndsomst havde betalt de 11 mio.kr.!

Der er for så vidt ingen tvivl om, at kommunen er kontraktligt forpligtet til at betale, men for offentligheden er det uforståeligt, at det kunne få lov til at passere uden nogen form for dokumentation.
En sådan dokumentation lovede borgmesteren ville blive fremlagt.

Imidlertid blev det også oplyst, at man havde bedt – og hold nu godt fast – konsortiets direktør, der har hævet de 11 millioner uden at dokumentere noget som helst og kommunens kommunaldirektør, der allerede havde betalt ved kasse ét, om at udfærdige ”dokumentationen”!

Dokumentationsgruppen består således af de to eneste personer, der har en fælles interesse i at få lagt låg på deres fælles pinlige sag så hurtigt som muligt.

At man i kommunalbestyrelsen har ladet sig nøje med denne latterlige sammensætning af en såkaldt dokumentationsgruppe er urkomisk. Og tragisk.

På byrådsmødet i august var der ingen, som efterspurgte dokumentationen, men der optrådte et lukket punkt på dagsorden med emnet ”Indgåelse af forlig”. Det forlig kan naturligvis omhandle så meget.

Nu bliver det interessant at se, om der heller ikke er nogen, der tør spørge efter dokumentationen på onsdagens kommunalbestyrelsesmøde.

Og ja – jeg skriver ”tør”. For jeg tror, at kommunens øverste administration, herunder den i virkeligheden mest skyldige direktør for sagen om den forsvundne jord, har benyttet det første halve år til at omklamre det novicefyldte byråd med beretninger og kurser om, hvor indviklet, komplekst og uoverskueligt det kommunale system er.

Hvis det er tilfældet, så kan befolkningen se frem til endnu 3½ år, hvor den kommunale administration kører byrådet rundt i manegen efter forgodtbefindende.

Måske skulle man skifte erindringen om den nævnte revyvise ud med et par linjer fra Admiralens vise fra Pinafore: ”…. Fordi jeg gnubbede for dem, der sidder højt på strå/ så endte jeg med kors og bånd og stjerner på….”

Bent Brandt
Ahlgade 58B
4300 Holbæk

1 thought on “Læserbrev: ”Her går det godt fru kammerherreinde…”

  1. En rigtig god pointe omkring betalingen af de ekstra 11 millioner uden den fornødne dokumentation, som her igen bringes til offentlighedens kendskab – for så vidt det forholder sig sådant? Ingen fra det politiske hold eller administrationen har påvist det modsatte. Fremvis og dokumenter dog de vejesedler fra de lastbiler, som påstås at have fjernet for 11 millioner jord. Det vil klæde både borgmesteren og administrationen, at det for borgerne bliver påvist, at tingene forholder sig, som vi har været med til at betale til Sportsbyens konsortie.

Comments are closed.