28. marts 2024

Foto: Rigspolitiet.

Onsdag aften ved 19.30-tiden fik politiet henvendelser fra flere anmeldere om, at der havde været optræk til uorden foran et pizzeria på Munkholmvej i Holbæk.

Ifølge anmeldelserne var der muligvis en person, som var i besiddelse af noget, som kunne minde om et slags skydevåben.

De involverede parter var hver især flygtet på henholdsvis en gul knallert og i en lilla bil.

Politiet sendte flere patruljer til området og det lykkedes at få klarlagt, hvad der var foregået; en gruppe unge af anden etnisk oprindelse end dansk opholdt sig på eller ved pizzeriaet, da et par etnisk danske unge dukkede op og den ene af dem muligvis fremviste noget, der mindede om et skydevåben. Der lød ikke noget brag, skud eller lignende, inden begge grupperinger flygtede fra stedet på hhv. knallerten og i bilen.

Politiet forsøgte at få identificeret parterne til uroen og besøgte i den anledning et par adresser i Holbæk-området, men uden at finde noget, der enten var eller kunne minde om skydevåben.

Der er ifølge politiets opfattelse måske tale om et ”sammenstød” mellem et par lokale grupperinger og uden relation til den tidligere uro i Vang-kvarteret.