28. marts 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/Wokandapix/">Wokandapix</a> / Pixabay

Arkivfoto: Wokandapix / Pixabay
I den seneste tid har der været pressefokus på en række børnesager i Holbæk Kommune og det får nu borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) til at reagere.

Borgmesteren har sammen med formændene for henholdsvis Udvalget for Børn og Skole, Susanne Utoft, og Socialudvalget, Bente Rötting, bedt administrationen om nye mulige løsningsmodeller. Man har desuden besluttet sig for, at relevante råd og foreninger vil blive inviteret til dialog i det videre arbejde med løsningsmodeller.

– Jeg kan på ingen måde leve med, at der er børn i Holbæk Kommune, der bliver svigtet. Jeg har derfor sammen med udvalgsformændene bedt om at vi får igangsat et kritisk praksiseftersyn af området. For vi skal have fundet en holdbar løsningsmodel, der kan styrke vores indsats. Det er klart, at de to sager, der allerede har været oppe i den seneste tid, er to for mange. Og det er et forløb, som vi skal lære af, så vi ikke begår samme fejl i fremtiden, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Initiativer sat i værk
Sagerne, der henvises til, ligger på specialundervisningsområdet. Her har man allerede foretaget en analyse af tilbuddene, som man ønsker at bygge videre på.

– Vi har allerede sat en række skibe i søen, der skal være med til at styrke området, og som vi skal have bragt sikkert i havn. Vi skal have Holbæk Kommune tilbage på sporet og det er mere end bare at få røde regnskabstal til at blive sorte. Det er også at vi får rettet op på områder som det her. Der foreligger en analyse af vores specialundervisningstilbud, hvor vi på den baggrund skal finde nogle nye modeller, som vi vil drøfte med alle relevante råd og foreninger i løbet af efteråret. Og for det andet igangsætter vi et praksiseftersyn af vores børneindsats og af samspillet mellem børneindsatsen og vores folkeskoler. Samlet set har jeg en forventning om, at det vil være med til at styrke vores tilbud. For det har vi brug for, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.