29. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Hvad er dog det der sker!

Den 5. juni – for 9 dage siden – kunne man i lokale medier læse at Holbæk Svømmeklub har et godt tilbud. Hvis man i det nye svømmestadion i Holbæk Sportsbyen booker en hel sæson, får man det første halve år til halv pris. Det er en stolt sportschef for svømmeklubben, Ricki Clausen, der nærmest med armene højt over hovedet tilføjer, at man glæder sig til de lækre nye omgivelser der er til alle, både elite og ganske almindelige svømmere. Glad sportschef der i fire år har været chef for svømmeklubbens elite, og tiltrukket et par af Danmarks bedste svømmere til klubben.

Fem dage senere læser man at Holbæk Svømmeklub har fyret sportschef Ricki Clausen med øjeblikkelig varsel. Det er formanden for klubben, Johnny Werther der udtaler, at sportschefen og formanden har vidt
forskellige syn på klubkultur, motivation og kommunikation. Tak skal man ellers ha´. Samtidig ansætter ”formanden” en ny cheftræner ved navn Michael Hinge, der i otte år har talentudviklet unge i Dansk Svømmeunion. Formand Werther satser tilsyneladende kun på eliten med sit store 50 meter bassin han viderefører klubbens visioner om mesterskaber.

Ja, formanden taler om landets bedste og største klub, eller noget endnu større.

Det er da vist ikke lige det byråd og vi borgere havde regnet med.

Jeg håber da ikke svømmeklubben kommer til at drive det store svømmestadion der er en del af sportsbyen ved Omfartsvejen. Jeg tror lige kommunen, sportsbyens fond og den nye direktør, Carsten Damgaard skal undersøge klubben lidt nærmere.

”Hvad er det der sker i vores kvarter?”

Søren Wolstrup
Pakhusstræde 5,
Holbæk