28. marts 2024

Rikke Møller Pedersen vandt søndag to sølvmedaljer ved EM. PRfoto: Das Büro for Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark

Holbæk Svømmeklub har valgt at stoppe samarbejdet med svømmestjernen Rikke Møller Pedersen. PRfoto: Das Büro for Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark
Hun er verdensrekordholder i 200m brystsvømning for kvinder, har vundet et hav af guld, sølv og bronze medaljer ved VM, EM og OL og så har hun de seneste år repræsenteret Holbæk Svømmeklub. Men nu er det slut. Holbæk Svømmeklub har nemlig valgt at stoppe samarbejdet med Rikke Møller Pedersen.

Det er Holbæk Sporstby, som er kommet i vejen for samarbejdet. Klubben har nemlig valgt at ændre strategi og fokusere kræfterne på sportsbyen.

– På alle måder er vi fuldt ud tilfredse med Rikkes indsats. Vi har dog – ifbm. klargøring til Sportsbyen – været nødt til at ændre strategi og fokusere kræfterne på de ressourcer, der skal puttes ind i det daglige arbejde i vores nye anlæg. Derfor er det alene af økonomiske årsager, vi har opsagt Rikke, siger sportschef Ricki Clausen, der samdtig må indrømme, at svømmestjernen har gjort det over alt forventning:

– Rikke har overpræsteret på samtlige parametre, hun var ansat på, og har været en lysende inspiration for svømmerne samt en fremragende ambassadør i byen og i alle fora, hvor hun har repræsenteret os.

Om det afsluttede samarbejde siger Rikke Møller Pedersen:

– Det er med stor ærgrelse, at mit samarbejde med Holbæk Svømmeklub slutter. Holbæk Svømmeklub er en klub der tør tænke nyt og som altid har fart over feltet med nye initiativer. Der er ikke en dag, der har været den samme, hvilket er en sjældenhed for mig efter 22 år med mange ens svømmebassinbunde. Jeg er fra dag et af blevet lukket ind i klubfællesskabet og har følt mig omringet af svømmekammerater. Jeg har udviklet mig i min træning og jeg har fået nogle af min svømmekarrieres bedste oplevelser som svømmer i Holbæk Svømmeklub.