Uopmærksom et øjeblik – 19-årig mistede kontrollen og ramte autoværnet

Arkivfoto: StockSnap / Pixabay

Et øjebliks uopmærksomhed sendte en 19-årig kvindelig bilist fra Holbæk en tur i autoværnet på Holbæk Motorvejen.

Uheldet skete ved 15-tiden i det vestgående spor ved Kr. Såby.

Den 19-årige var under kørslen uopmærksom et øjeblik i forbindelse med betjening af vinduesviskeren. Hun mistede kontrollen over bilen og ramte først ind i midterautoværnet, hvorefter bilen standsede i nødsporet.

En ambulance kom tilfældigt forbi, og ambulancefolkene tilså den unge bilist, som var sluppet uskadt fra uheldet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at ingen andre trafikanter var involveret i uheldet.

Skriv et svar