28. marts 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/markusspiske/">markusspiske</a> / Pixabay

Arkivfoto: markusspiske / Pixabay

Der skal sættes skub i udviklingen af dagtilbud og skoler i Holbæk Kommune. Det besluttede kommunalbestyrelsen på sit møde onsdag aften.

Et flertal i kommunalbestyrelsen blev enige om, at der skal laves en plan for videreudvikling af kommunens skoler og dagtilbud.

Det nye tiltag følger efter budgetbeslutningen om at give 20 millioner kroner ekstra til dagtilbudsområdet og senest arbejdstidsaftalen for lærerne og børnehaveklasselederne i Holbæk Kommune.

– Den nye lærertidsaftale var et vigtigt skridt. Det kan jeg høre fra de mange lærere, som jeg er i dialog med. Til dem siger jeg nu: Vi har store ambitioner på folkeskolen vegne, og nu trækker vi for alvor i arbejdstøjet. Den faglige vurdering er, at evalueringen af strukturen skal foretages i 2018 for at en plan eventuelt kan træde i kraft i 2020. Det skal udvalget arbejde videre med, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Bred inddragelse
I starten af april holder Udvalget for Børn og Skole ekstraordinært møde og her vil der blive stillet skarpt på planen, så kommunalbestyrelsen på sit møde i april kan beslutte hvordan den fremad rettede process skal foregå. Det ligger dog fast, at nye tiltag – for eksempel ændringer af skolestrukturen – skal kunne træde i kraft senest i august 2020.

Dermed mener kommunalbestyrelsen, at der er skabt tid til en grundig og inddragende proces, hvor både forældre og fagpersoner kan komme til orde.

– Jeg vil gerne invitere til en bred inddragelse i det arbejde, som lægger foran os. Vi har brug for, at alle gode kræfter omkring både vores små og store skoler spiller positivt med. Sammen kan vi indfri ambitionen om at gøre dagtilbud og folkeskoler endnu bedre, end de er i dag, siger Sine Agerholm, der er formand for Udvalget for Børn og Skole

Evalueringen af dagtilbuds- og skolestrukturen bliver tilpasset den nye procesplan.