Anmeldelse: Tamaras rejse – om retten til at være mor

Holbæk Drama College 2018 har i samarbejde med Teater Fair Play produceret forestillingen Tamaras Rejse. PRfoto.

Holbæk Drama College 2018 har i samarbejde med Teater Fair Play produceret en forestilling, der når langt ud over scenekanten og giver stof til eftertanke.

Hvad er ret og hvad er rimeligt?
og hvem skal afgøre det?

Forestillingen lægger hårdt ud: en ung, kvindelig dommer bliver tæsket igennem af en gruppe ganske almindelige mennesker. Vil dommeren dømme retfærdigt? Eller holder hun ubetinget med de til enhver tid siddende magthavere for egen vindings skyld?

PRfoto: Mie Neel

Vi befinder os i et land med en blodig borgerkrig, hvor folket gør oprør mod pengemænd og politiske tyranner.

To mødre – ét barn
Historien handler kort sagt om hvem, der har ret til at være mor til et barn: hende, der har født barnet eller hende, der har taget sig af det?

Vi følger den unge tjenestepige, Tamara, der tager sig af et lille barn, som dets mor forlader, da hun flygter fra krigen. Vi ser scener fra flugten, fra Tamaras ophold hos sin bror, fra Tamaras bryllup, fra hendes gensyn med sin elskede, og endelig, et par år efter krigens afslutning, retssagen, hvor det skal afgøres, hvem der har ret til barnet.

Det skal ikke afsløres her, om det bliver en lykkelig slutning.

Fortælling, indlevelse og refleksion
Forestillingen er bygget op omkring en historie, der fortælles af skiftende fortællere, kor og scener.
Skuespillerne går ind og ud af forskellige roller, fra fortæller til kor, til figur – og om igen. De placerer sig lynhurtigt i nye fysiske positioner på trappescenens forskellige niveauer. Alt sammen foregår med stor præcision og flow, som elegant fører tilskuerne ud og ind i fortællingens forskellige planer. Således lægges op til henholdsvis indlevelse, medfølelse og almen refleksion.

Skuespil mellem kliche og person
Skuespillerne viser alle et stærkt nærvær på scenen. Med enkle bevægelser, et dansetrin, et særligt glimt i øjet eller en trækning i mundvigen viser de nuancer i deres kunnen som skuespillere. De holder en fin balance i fremstillingen af figurer, som er flertydige mellem kliche og person.

PRfoto: Mie Neel.

I nogle scener udspilles store følelser. Borgmesterfruens vrede, Tamaras angst for at miste sit barn og det unge pars forelskelse virker overbevisende. Vi bliver grebet. Der lægges dog ikke op til at fortabe sig i følelser. Illusionen og højtideligheden bliver brudt af skift, nogle gange med en komisk vinkel. Dobbeltmoral bliver for eksempel karikeret, da Tamaras bror forsøger at bortforklare at barnet er ”uægte”, eller da den døende rejser sig med en overdimensioneret maske og forklarer sig. Publikums medfølelse med Tamara bliver vendt til grin over fordomme eller amoralske myndighedspersoner.

Meget liv på enkel scene
Scenen er en sort, neutral trappe i tre trin med god plads til fysisk udfoldelse. Det er op til skuespillerne at fylde rummet ud – og det gør de. Et bagtæppe illustrerer en stor kollage af steder fra Tamaras rejse; byer, landskaber, bjerge, udsnit af et kirkerum mm. Fortællingens fokus og stemning understreges ved hjælp af lys på scenen og bagtæppet. Vi fornemmer eksempelvis tydeligt, da byen omsluttes af gyldne flammer og alle må flygte.

Gammel historie i nye klæder
Historien er nyskrevet af Robert Parr, forestillingens instruktør, og Martin Holmeling, tidligere HDC- elev, inspireret af henholdsvis: ”Circle of chalk”, et kinesisk versestykke og krimidrama med prolog fra Yuan dynastiet (1259-1368) samt den tyske dramatiker, Bertolt Brechts drama, ”Den kaukasiske kridtcirkel” (1944), baseret på bibelens fortælling om Den vise Kong Salomon.
Det almenmenneskelige og tidløse i fortællingen falder fint i tråd med forestillingens kostumer. Alle skuespillere er klædt i variationer af denim/cowboystof dvs. den slags tøj, som de unge går med i dag.

Et klassisk dilemma
Forestillingen belyser et klassisk dilemma og rejser nogle almenmenneskelige spørgsmål om moral og om at tage ansvar for uskyldige børn. Børn, der ikke selv har valgt deres forældre eller position i samfundet. I krig og i fredstid.
Publikum må selv finde svarene.

Medvirkende:
Skuespillere:
Michael Alexander Vennike Nielsson
Katrine Kraul Ibsen
Nikki Rottbøll Andersen
Laura Villum Ladekarl
Esther Dorothy Ackerman
Sebastian Ravn Olsen
Instruktion: Robert Parr
Manuskript: Robert Parr og
Martin Holmelin
Kostumer og scenografi: Tanja Bovin
Lys og teknik: Jakob Ebbe

Turné
Turné på skoler i Holbæk d. 26.2 – 2.3.18 Forestillingen opføres på Holbæk Teater lørdag d. 3.3.18 kl. 16.00.

PRfoto: Mie Neel

Skriv et svar