Kommunalbestyrelsen på sightseeing i kommunen

Den nye kommunalbestyrelse var sammen med borgmesteren på sightseeing i kommunen, der bl.a. gik forbi Holbæk SportsBy. Vi ville gerne have bragt et billede fra turen, men det findes der tilsyneladende ikke. Arkivfoto: Rolf Larsen

Torsdag i sidste uge var Holbæks nye kommunalbestyrelse på sightseeing rundt i kommunen.

Et af de steder kommunalbestyrelsen besøgte, var byggepladsen ved den kommende Sportsby, der jo i de foregående år har været omdrejnignspunkt for mange diskussioner og uenigheder, men som nu er under opførelse. Her blev kommunalbestyrelsen informeret om Sportsbyen og opdateret på den seneste udvikling med projektet.

Holbaekonline.dk har spurgt borgmester Christina K. Hansen om byggeriet i SportsByen lever op til hendes forventninger på nuværende tidspunkt. Til det svarer hun:

– Jeg er mest af alt optaget af, om byggeriet overholder budgettet og tidsfristen. Det gør det.

Udover turen til SportsByen var kommunalbestyrelsen bl.a. også på besøg på et plejecenter, en folkeskole, en daginstitution, hos Specialtilsyn Øst og Brofelde. En tur der var planlagt af borgmesteren og administrationen.

– Det er vigtigt for mig som borgmester, at kommunalbestyrelsen har et godt indblik i, hvad der rører sig i Holbæk Kommune.

Torsdagens bustur rundt i kommunen varede i næsten ti timer.

– Det var en rigtig god dag med mange besøg og indtryk, slutter borgmester Christina K. Hansen.

Holbaekonline.dk ville gerne have bragt billeder fra turen, men hverken kommunens presseafdeling eller Holbæk SportsBy har fotos fra turen.

Skriv et svar