28. marts 2024

Foto: Rolf Larsen.

Nicolai Nicolaisen (med rød jakke) under valgkampen. Foto: Rolf Larsen

Det socialdemokratiske medlem af Regionsrådet for Region Sjælland, Nicolai Nicolaisen er blevet formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen.

Det står klart efter Regionsrådet i går besluttede den endelige fordeling af udvalgsposter for denne valgperiodes ti udvalg.

Samtidig har man besluttet, at gå over til den såkaldte “Skanderborgmodel” hvor de enkelte udvalg har et større ansvar.

– Med stående udvalg giver Regionsrådet udvalgene et større ansvar. Tidligere havde de kun en politik skabende funktion over for Regionsrådet. Med den beslutning ønsker vi at brede den politiske styring og indflydelse i Region Sjælland ud på alle medlemmer af Regionsrådet og sikre et politisk ejerskab i de ti udvalgs arbejde, forklarer regionsrådsformand Heino Knudsen.

De konkrete beføjelser til de enkelte udvalg besluttes af Regionsrådet i løbet af foråret.

Nicolai Nicolaisen bor på Orø, han fik ved Regionsrådsvalget i november sidste år 2.774 personlige stemmer.

Også lokale i forretningsudvalget
Nicolai Nicolaisen er ikke det eneste lokale Regionsrådsmedlem med en fremtrædende plads.
Anne Møller Ronex (B) fra Allerup ved Holbæk og Jacob Jensen (V) fra Nr. Vallerød ved Tølløse sidder i Regionsrådets forretningsudvalg.

Udover de nævnte er der to andre lokale medlemmer af Regionsrådet, nemlig Camilla Hove Lund (V) fra Gislinge og Trine Birk Andersen (A) fra Tølløse