19. april 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/maxlkt/">maxlkt</a> / Pixabay

Arkivfoto: maxlkt / Pixabay
Danske venner er afgørende for integrationen, men lige nu mangler flere end 20 flygtninge en ven i Holbæk. Derfor leder Røde Kors efter frivillige.

Danske venner eller netværkspersoner er altafgørende for integrationen, mener ekspert. Derfor appellerer Røde Kors nu til danskerne om at række hånden ud og hjælpe med at tage imod de flygtninge, der har fået ophold i Danmark og skal bo her.

– Det personlige og medmenneskelige møde mellem flygtning og frivillig kan betyde en afgørende forskel for integrationen. Når man er ny, har man brug for hjælp til at lære hverdagsdanmark at kende. Frivillige danskere kan hjælpe og styrke flygtninges mulighed for at klare sig godt i det danske samfund, siger Sira Støhrmann. Hun er projektleder for Røde Kors’ projekt Venner Viser Vej, som matcher frivillige og flygtninge.

Netværk er afgørende
Som frivillig ven eller netværksperson kan man hjælpe med at skabe et lokalt netværk. Man kan træne hverdagsdansk, hjælpe med NemID eller måske invitere på besøg i fodboldklubben.

Integrationsekspert og psykolog Mozhdeh Ghasemiyani fik selv hjælp af en frivillig dansk ven, da hun kom til Danmark sammen med sin familie. Hun mener, at sociale relationer kan gøre en markant forskel.

– Det er altafgørende, at flygtninge får en form for netværk. Det giver tryghed, det giver en fornemmelse af, at man hører til, at man ikke er alene. Netværket er nøglen til et godt liv i det danske samfund. Det frivillige møde er vigtigt, fordi man som flygtning har brug for det medmenneskelige møde med en, som viser omsorg af egen fri vilje siger Mozhdeh Ghasemiyani.

Frivillig alene eller med familien
Røde Kors oplever en stor efterspørgsel blandt kommunens flygtninge efter frivillige venner og netværkspersoner. Det er både enlige flygtninge og familier, som søger venner. Derfor kan man som frivillig både melde sig alene eller sammen med sin familie.

Når man er blevet matchet, bestemmer man selv, hvad man vil lave sammen og hvornår man mødes. Røde Kors opfordrer dog til, at man ses regelmæssigt.

Er man interesseret i at blive ven med en flygtning, kan man kontakte frivillig aktivitetsleder Helle Munk Nielsen fra Røde Kors på hellemunkn@gmail.com.