Bilister taget med sprit og narko i blodet

Foto: Rigspolitiet.

Politiet har i julen snuppet bilister, som kørte bil, selvom de var påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer.

Juleaften blev en 73-årig mand fra Gislinge anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Manden blev standset af politiet klokken 17.45 på Landevejen i Tuse, da han kom kørende i en personbil.

Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

1. juledag klokken 16.35 blev en 24-årig mand fra Stokkemarke standset af politiet på Skovvejen ved Sdr. Jernløse.

Han blev sigtet for kørsel i en personbil i narkopåvirket tilstand og da det viste sig, at manden ikke havde generhvervet sin førret efter en tidligere frakendelse, blev han også sigtet for at køre bil uden førerret.

Den 24-årige blev taget med og fik udtaget en blodprøve, som nu undersøges nærmere for euforiserende stoffer.

Samme dag klokken 21.35 blev en 27-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for både narko- og spirituskørsel.

Manden blev standset af politiet på Kalundborgvej i Holbæk og fik udtaget en blodprøve, inden han blev løsladt igen.

Skriv et svar