29. marts 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/StockSnap/">StockSnap</a> / Pixabay

Arkivfoto: StockSnap / Pixabay
I år får 183 familier i Holbæk Kommune en økonomisk håndsrækning fra Julekomitéen af 1922. Det er 27 flere end sidste år.

Julekomitéen af 1922 har i år modtaget donationer for i alt 163.000 kroner fra private og vikrsomheder til julehjælpen. Sidste år modtog julekomitéen støtte for 146.000 kroner.

Og donationerne er velkomne.

Stigende behov
Der er flere familier i år, som har søgt julehjælp i forhold til sidste år.

I år har 243 familier således søgt, og af dem lever 183 op til kriterierne om at have børn, bo i Holbæk Kommune og have en meget lav indkomst. I 2016 var der 210 ansøgninger, og 156 familier levede op til kriterierne.

– Jeg glæder mig over, at så mange – både private og virksomheder – bakker op om julehjælpen, og at vi i år har mulighed for at hjælpe endnu flere familier end tidligere, siger borgmester Søren Kjærsgaard, der er formand for Julekomitéen af 1922.

Alle, der lever op til kriterierne, får udbetalt julehjælp i form af et kontant beløb. Familier med ét barn får i år 700 kroner, og familier med flere børn får derudover 100 kroner ekstra per barn. Det indsamlede beløb er ikke steget helt så meget som antallet af ansøgere, og derfor får hver familie i år lidt færre penge end tidligere.

– Jeg er sikker på, at pengene kommer til at gøre megen nytte. Det er måske lige dét, der gør det muligt at købe gaver til børnene eller få lidt søde sager i juledagene, siger Søren Kjærsgaard.

Indsamling med MobilePay
I år har det været muligt at donere via MobilePay. Mange af butikkerne i bymidten af Holbæk har reklameret for muligheden, og Lions Club Holbæk, Holbæk Byforum og bandet The Offbeats har været på gaden med flyers. Det har resulteret i donationer via MobilePay for knap 8.000 kroner.

– Det er min oplevelse, at vi er inde i en god udvikling, hvor vi hele tiden når ud til både flere familier og flere bidragsydere. Den opmærksomhed og opbakning er helt afgørende for at kunne blive ved med at hjælpe de familier, der har svært ved at få enderne til at nå sammen i julen, fortæller Søren Kjærsgaard.

Hvis man gerne vil give et bidrag til Julekomitéen kan de ske via MobilePay 21 28 27 19 eller bankoverførsel til reg.nr. 0520, kontonr. 452380 i Sparekassen Sjælland. Penge, der bliver overført på nuværende tidspunkt, bliver udbetalt i 2018.