28. marts 2024

Orø Kro. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.

Orø Kro. Arkiv foto: Jesper von Staffeldt.
Orø Kro er på tvangsauktion. Den 22. november er det muligt at købe den gamle kro på tvangsauktion ved Fogedretten i Holbæk.

Der er tale om fire ejendomme; selve hovedejendommen fra 1822 med krostue, restaurant, reception, mødesal, selskabslokale m.m. På 1. salen er det indrettet 8 mindre værelser. Ejendommen er om- og tilbygget i 1987.

Der er også en bygning fra 1967 med 12 værelser og en bygning fra 1822, ombygget i 1976 med to værelser, samt køehus.

Og den fjerde bygning er fra 1987 med otte store værelser.

Udover ejendommen og den 4.748 m² store grund følger også en hel del inventar med.

Af opstillingen fremgår det, at “Ejendommen trænger til rengøring, vedligeholdelse og renovering såvel ude som inde. I bygning 1, sepcielt i et mødelokale, er der konstateret svampeangreb i loft/tag”.

I februar lukkede kroen, da foreningen Isefjordens Perle måtte opgive at drive kroen videre efter man havde overtaget den. På det tidspunkt havde der ikke været personale siden 31. december 2016.

Advokat Ole Vestergaard i Holbæk fik overdraget Orø Kro og i sommers blev det forsøgt, at sælge kroen. Men det lykkedes ikke, så nu er Orø Kro røget på tvangsauktion.

Se billeder og hele opstillingen på www.tvangsauktionssiden.dk