Læserbrev: Gaveuddelingen er startet med politisk siksakkurs til følge

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Gaveuddelingen er startet med politisk siksakkurs til følge

Der er knap 14 dage til valget afgøres, og gaveregnen fra politikere intensiveres. Som ny person i politik, og derfor uden stempel som politiker, kan det nuværende forløb undre.

Jeg bliver forpustet over, at følge den siksakkurs der vises i disse dage, hvor det for en række politikere og partier, mest drejer sig om at reagere hurtigst på det seneste varme emne, hvor der loves indsatser, forbedringer og i flere tilfælde yderligere økonomi.

Det paradoksale er, at mange af dem der nu lover, at træerne vokser ind i himlen, hvis bare de får jeres kryds, er de selv samme, som for én måned siden vedtog et budget for de kommende år, hvor kommunen bruger alle de penge, vi må på velfærd. Uanset om man kan og vil bruge flere penge, så er det ikke en mulighed. Så når der loves flere penge til ét område, skal man nødvendigvis fortælle, hvor der skal bruges færre.
Måske denne åbenlyse kortvarige interesse for at tække borgeren, er grunden til at så mange af os, bliver så trætte af at høre på politikere?!

Hvis jeg drev min virksomhed på samme måde, og uden hensyntagen til overordnet strategi og visioner, ville min organisation hurtigt kapitulere og virksomheden ville ikke kunne eksistere.

Med venlig hilsen
Lars Frausing Basse
Erhvervsleder og kandidat nr. 15 for V

2 thoughts on “Læserbrev: Gaveuddelingen er startet med politisk siksakkurs til følge

  1. Her kan alle se hvordan du mener Holbæk Kommune skal drives: https://www.proff.dk/rolle/lars-frausing-basse/-/10898229/. Det, synes jeg, er et vigtigt indspark i debatten.
    I øvrigt vil jeg gerne spørge dig, hvordan du har fået tallene for at vi udnytter servicerammen i det kommende år? Budgetoplægget er ikke fremlagt på Holbæk Kommunes hjemmeside, men jeg kan se at byrådet har taget stilling forskellige forvaltningers budget her http://131.165.161.166/committee_78340/agenda_301685/agenda_301685.html#11974545
    Derudover har jeg erfaret, men ikke uden hårdt arbejde, at servicerammen for Holbæk kommune er lige godt 2,8 mia kr.
    Det har ikke været nemt for mig som alm. borger og vælger at finde disse tal. Er det lettere for dig, fordi du er opstillet?
    Hvis jeg kan regne, og jeg ad nærmest uransagelige veje har fundet de rigtige tal, mangler Holbæk Kommune at bruge ca. 60 mio kr. på service for at udfylde rammen – det er virkelig mange sosu’er, pædagoger og lærere (hot hands). Det er mig en gåde, at det skal være så svært at gennemskue tallene for budgettet, ikke fordi det ikke er muligt, men fordi de er skjulte eller gemt i kommunens regnskaber. Hvorfor må vælgerne ikke stemme på et oplyst grundlag?

  2. Det er dét, som det altid gælder om – at holde tingene skjult !

    Og det gælder vist både for de nuværende politikere som for os borgere.

Skriv et svar