28. marts 2024

Foto: Michael Johannessen

Foto: Michael Johannessen
Extreme Art i Smedelundsgade, der mandag aften blev sat i brand, har tilhørt den tidligere præsident for Bandidos i Holbæk, Lars Toxværd Olesen.

Han forlod Bandidos i 2013 og var derefter i fire år medlem af banden Loyal to Familia.

Fornyligt udkom hans bog, “Når helvede fryser til is”, hvor han fortalte om sit liv og sin vej ud af bandemiljøet.

Ifølge CVR registret, hvor alle danske virksomheder er registreret, ophørte virksomheden Extreme Art pr. 31. oktober 2017.

Butikken er ikke længere ejet af Lars Toxværd Olesen.

Lignende brand i Vordinborg menes at være en del af bandekonflikt
Mens Midt- og Vestsjællands Politi er tilbageholdende med oplysninger og ikke vil drage forhastede konklusioner, så er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke sene til at kæde en lignende brand i en tatovørbutik i Vordingborg sammen med den verserende konflikt mellem Bandidos og Satudarah.

– Det er vores vurdering ud fra vores umiddelbare efterforskning, at hændelsen har sammenhæng med bandekonflikten mellem Satudarah og Bandidos, siger politiinspektør Kim Kliver, om branden i Vordingborg, som blev startet da personer kastede en molotovcocktail ind i butikken omkring kl. 23.19 – altså små to timer efter branden i Holbæk.

Senere på natten blev der også kastet en molotovcocktail ind i en tatoveringsforetning i Hovedgaden i Birkerød.