28. marts 2024

Denne plakat er sat op som den første valgplakat på Orø. Om den holder helt til 21. november vil tiden vise, for vinden rusker pænt i den. Foto: Jesper von Staffeldt.

Denne plakat er sat op som den første valgplakat på Orø. Om den holder helt til 21. november vil tiden vise, for vinden rusker pænt i den. Foto: Jesper von Staffeldt.
I storm og blæst skal valgplakaterne op, er vor overskrift på denne lille artikel fra Orø, hvor man ligesom andre steder i landet først måtte sætte valgplakater op fra klokken 12 i dag.

Og i modsætning til fastlandet var der tilsyneladende ingen som overtrådte denne bestemmelse. Kl.12.02 blev den første valgplakat sat op et meget strategisk sted, nemlig på hjørnet mellem Brøndevej og Elnebjergcenteret lige ved Brugsen. På den første valgplakat kunne man se Byrådsmedlem Ole Brockdorffs kontrafej, og plakaten var sat op af datter og svigersøn, som har sommerhus på øen, og derfor er et sted Ole kommer tit, også fordi Ole har et tæt forhold til Isefjordens Perle.

Og så en lille advarsel, for det næste jeg skriver er så absolut IKKE objektivt, sådan rent journalistisk (og jeg ved min redaktør river sig i håret og råber op om objektivitet og fairness, når han læser dette): Da jeg efter optagelsen til videoen under denne artikel kiggede ned ad Brøndevej, kunne jeg se et ungt par, som var ved at sætte en række valgplakater op for De Radikale. Født i en meget forsvarsvenlig familie, bad jeg det unge par, om de ikke ville være søde, at lade være med at sætte en af deres ellers fine plakater op ved mit hus.