Holbæk skal møde endnu et Superliga-hold i DBU Pokalen

Holbæk mødte AC Horsens – nu venter et nyt Superliga-hold i DBU Pokalen. Foto: Rolf Larsen
I sidste uge fik Holbæk B&I besøg af Superliga-klubben AC Horsens i 3. runde af DBU Pokalen.

Den kamp endte, som det vil være de fleste af vore læsere bekendt, med en sejr til Holbæk på 1-0.

Det betyder, at Holbæk er videre til 4. runde i pokal-turneringen. I mandags blev der udtrukket modstandere i fjerde runde og her trak Holbæk endnu en Superliga-klub, nemlig Randers FC.

Om den modstander siger HBI´s manager Morten Skovby til HBI’s hjemmeside:

– Vores indgang til kampen mod Randers er den samme, som da vi mødte Horsens. Vi går altid på banen for at forsøge at vinde. Vi gør, hvad vi kan. Det bliver endnu en stor oplevelse for drengene at møde et hold fra øverste danske hylde, og så håber vi selvfølgelig, at vi får mindst lige så god opbakning fra tilskuerne, som da vi vandt over Horsens.

Morten Skovby kunne dog godt have ønsket sig, at Holbæk havde trukket en af de store publikumsmagneter FC København eller Brøndby.

Randers FC har indtil nu vunder over Agerbæk/Starup (7-1) og Otterup (2-0) i pokalturneringen, mens Holbæk har vundet over LUIF (5-0), over Ballerup SF (5-1) og senest over AC Horsens (1-0).

Kampen spilles torsdag den 26. oktober klokken 19.00 på Holbæk Stadion.

Skriv et svar