Her er programmet for weekendens cykel-events i Holbæk

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Weekenden byder på blandet vejr med både regn og sol når mere end 900 cykelryttere sætter sig i sadlen og tramper rundt i Holbæk og omegn.

I dag og i morgen afvikles både Gran Fondo Denmark, U19 Demin Cup, enkeltstart for børneklasser samt en afdeling af Danmarks Cykle Unions PostNord elite Cup.

Med andre ord bliver der tale om en cykelfest og med rigtig mange udenlandske deltagere i Gran Fondo Denmark bliver atmosfæren international. Gran Fondo Denmark er nemlig årets sidste kvalifikationsløb til Gran Fondo VM, der afvikles i franske Albi den 24. til 27. august. De 25 procent bedste i hver aldersklasse kvalificerer sig videre til Gran Fondo World Championsship. Dette har lokket deltagere fra hele verden til Holbæk. Faktisk har ryttere fra hele 22 nationer, heriblandt USA, Brasilien, Australien, Singapore og en lang række europæiske lande, tilmeldt sig Gran Fondo Denmark 2017.

– Der bliver masser at se på for tilskuerne hele weekenden. Og med start og mål midt på Ahlgade i centrum af Holbæk er der garanti for stor stemning, og vi håber naturligvis på masser af tilskuere. Der venter helt sikkert en stor oplevelse for alle deltagere, og så er der faktisk mulighed for at opleve en række af Danmarks bedste cykelryttere på nærmeste hold, forklarer Danmarks Cykle Unions eventmanager Jens Kasler, der er ansvarlig for eventet.

Stærkt PostNord Cup felt
Feltet til søndagens tredje PostNord Cup 2017 afdeling bliver ekstremt stærkt med deltagelse af stort alt det bedste den hjemlige danske cykelscene kan tilbyde. Alle de store danske teams møder frem i imponerende slagkraftig opstilling.

Blandt de største profiler kan nævnes den nykåret U23 europamester Casper Pedersen fra Team Giant-Castelli, den tidligere Tour de France profil Chris Anker Sørensen fra Riwal Platform, den førende Post Nord Cup rytter Michael Carbel fra Team Véloconcept, EM-deltagerne Torkil Veyhe fra Cult-Coloquick og Nicolai Brøchner fra Riwal Platform, den danske enkeltstartsmester Martin Toft Madsen fra BHS-Almeborg-Bornholm, men også den stærke banelandsholdrytter Casper Folsach, U19 verdensmester Jakob Egholm og rigtig mange andre kendte cykelnavne er på startlisten.

Weekendens program:

Lørdag (enkeltstart):
kl. 12:00 Børneklasser
kl. 15:00 Gran Fondo Denmark
kl. 17:30 U19 Demin Cup

Søndag (landevejsløb:)
kl. 8:00 Gran Fondo Denmark
kl. 10:30 PostNord Cup
kl. 15:00 Målgang PostNord Cup
Kilde: Gran Fondo Denmark

Ifølge Holbæk Kommune ser programmet lidt anderledes ud, kommunens program kan ses her.

Skriv et svar