29. marts 2024

Foto: Michael Johannessen

Foto: Michael Johannessen

I denne weekend bliver Andelslandbyen Nyvang besat af tyske tropper – og heldigvis også befriet igen, inden gæsterne går hjem.

Det årlige totalteater om besættelsesårene tiltrækker mange gæster til Andelslandbyen og de indrages i fortællingen om besættelsestidens Danmark. Tidilgere har arrangementet vist scener om interneringen af danske kommunister, om hvervningen til Frikorps Danmark og tyskerpigerne.

I år er der forkus på de danskere, der gik i Gestapos tjeneste.

Formålet er at formidle 2. Verdenskrig i en levende, moderne form, der appellerer til yngre generationer, så der skabes samtaler generationerne imellem, og publikum bliver nysgerrige på historien og søger viden på egen hånd.

Scenerne i besættelsesspillet kommenteres af en historiker, der sætter begivenhederne i relation til nutiden og bidrager med sin egen vinkel på de nuancefyldte krigsår. Årets kommentator bliver Dorthe Chakravarty, der vil fortælle besættelseshistorien med øjenvidneskildringer fra hverdagen

Publikum er med
Publikummet ved årets arrangement bliver hvirvlet ind i modstandsarbejdet og kan hjælpe ved at bryde koder, gå kurértjeneste, modtage beskeder fra London og andre aktiviteter, der viser noget af det arbejde, modstandsfolkene satte livet på spil for at udføre.

Program:
Programmet for både lørdag og søndag ser således ud:

Kl. 10.30 9. april 1940
Kl. 11.30 Alsang
Kl. 12.30 Flyvervarsling
Kl. 13.30 Sabotage
kl. 14.30 Østfrontsslag
Kl. 15.30 Befrielsen