Læserbrev: Sine Agerholm og co. kører zigzag

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Sine Agerholm og co. kører zigzag

Grafik: Sanalinsan/Rolf Larsen

Først den ene vej og så den anden. Det er blot to uger siden, at Sine Agerholm trak sit kandidatur fra Socialdemokratiet efter, hun vaskede hænder over vedtagelsen af sportsbyen. Der sagde hun til den lokale avis, at hun ”afviser kategorisk, at hun kunne finde på at melde sig ind i et andet parti”. Det samme hører man fra den afgåede kandidat Finn Martensen. Men nu ser vi politikere, der tydeligt viser, at de har en tendens til at skifte kurs. For hvem afviser fuldt og fast at finde et andet parti for så selv at stifte sin egen borgerliste? Og hvem laver sin egen borgerliste, mens man stadig ønsker at være medlem af sit gamle parti? Hvilken politisk kurs skal man her regne med? Det ligner efterhånden, at der køres i frigear uden destination. Men spørgsmålene stopper ikke her. For hvordan kan Sine Agerholm stikke en fast politisk kurs, når hun på under to uger vasker hænder, peger fingre af sine partifæller, hopper fra som kandidat og så direkte går i mod sit eget parti, selvom hun længe har påstået det modsatte? Nu ser vi så, at Finn Martensen hopper med på den samme, slingrende vogn. Her er det svært at se, hvordan man overhovedet som vælger skal kunne føle sig tryg ved Sine Agerholm og Finn Martensen. Vi ved alle, at Holbæk Kommune står i en slem situation. Der brug for en fast og klar retning. Derfor har vi ikke brug for kandidater, der har vist at have det bedst med at køre zigzag i frigear til en ukendt og meget omskiftelig destination. Personligt troede jeg, at makkerparret, var interesseret vippe den blå Borgmester af pinden, men nu ser det ud til, at de har fået blå fornemmelser og er blevet en af dem.

Med venlig hilsen

Jesper Varndorf
Jagtvej 12
4300 Holbæk

Skriv et svar