Læserbrev: Sæt skatten op

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev.

Sæt skatten op

10 år med for lav skat og underbudgettering har ført frem til den meget kritiske situation, Holbæk kommune nu befinder sig i – med alvorlige nedskæringer på alle fronter. Og vel at mærke nedskæringer på områder, hvor kommunen i forvejen ligger meget dårligt i forhold til sammenlignelige kommuner.

Skatten må op. Og skat må blive et afgørende tema i den forestående kommunalvalgkamp. Partierne må hver især gøre sig klart, hvor de står i forhold til skatten. Og herefter må de melde helt klart ud.

Partier, der godt ved, at skatten må op, men af taktiske årsager – måske efter råd fra deres spindoktorer – gemmer eller underspiller skattekortet, bedriver designpolitik af værste skuffe. Hvis partierne tager demokratiet alvorligt, må de argumentere transparent og med det udgangspunkt, at vælgerne i Holbæk kommune er myndige, oplyste og rimeligt velbegavede borgere.

Partier, der mener, at skatten har den størrelse, skatten skal have – eller at den måske ligefrem skal ned – må åbent fortælle, hvad det er, de vil skære bort. Og gå til valg på det grundlag. Perioden med skiftende hovsa nedskæringer må være slut. Zigzag kursen har allerede kostet millioner af spildte skattekroner.

Underskuddet kan ikke dækkes ved hjælp af omstillinger. Vel er der områder, hvor der kan hentes mange resurser ved at gøre det smartere. Men en omstilling er en investering. Og når man investerer skal man indledningsvis være parat til at bruge penge. I de omstillinger, Venstre har været involveret i – både i Holbæk og på landsplan – har man ofte solgt skindet, før bjørnen var skudt. Tænk bare på massakreringen af skat på landsplan – eller på de på forhånd indregnede gevinster på ældreområdet I Holbæk. Det er dårlige bønder, der sælger kornet og bruger indtægten, endnu før der er pløjet.

Der er blandt vælgerne i Holbæk og langt ind i de politiske partiers bagland en voksende erkendelse af, at skatten må op. Det er ikke alene nødvendigt – det er også klogt, såfremt partierne nu fremlægger deres politik på skatteområdet.

Søren Seitzberg
Oldgårdsvej 29
4300 Holbæk

Skriv et svar