28. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

“Rosen-planen”

DIALOG HOLBÆK har for nylig sendt byrådet vores ideer til et sammenhængende trafiknet gennem Holbæk for trafikanter med 5 – 15 km/t, det vil sige for cyklister og gående. Vi ser gerne, at ideerne kan debatteres offentligt, når kommuneplanen skal revideres senere på året.
debat-laeserbrev
Tidemandsvej-Markedspladsen-Rosen-Jernbanevej er en vigtig rute for cyklister og busser. Derfor er denne rute med i vores forslag til trafikplan. Når der skal bygges nyt på hjørnet af Rosen og Smedelundsgade, er det vigtigt, at der fortsat er plads til, at trafikken på Rosen kan anvendes til cykler og busser, ja og meget gerne gøres bedre.

Vi opfordrer derfor byrådet til at overveje, hvordan Rosen bedst indrettes som kombineret bus- og cykelgade, og så kommende biltrafik til den nye bebyggelse tager hensyn til dette. Og gør det før den nye lokalplan skal udarbejdes for bebyggelsen på hjørnet.

Det er ikke sikkert, at der skal bruges mere plads. En sivegade fylder jo ikke så meget, som hvis der er cykelbaner i hver vejside. men muligheden er der jo for, at Kommunen kan tilbagekøbe det vejareal, der stadig ligger ubebygget foran Ford-bygningen ud mod Rosen, og som i dag fortsat er beplantet og ubebygget.

Vi opfordrer samtidig byrådet til at sikre, at der i Smedelundsgade bliver indrettet gode parkeringsforhold for cyklende kunder, hvis Netto-butikken flytter fra Jernbanevej hen i Smedelundsgade. Det er vigtigt for butikslivet i Smedelundsgade, at man kan cykle ad Smedelundsgade og parkere lige ud for Netto, enten ved at butiksfacaden bliver trukket tilbage, eller cykelparkeringen indrettes i gadearealet lige ud for butikken. Det vil ikke være attraktivt cyklende kunder eller for handelslivet i øvrigt i Smedelundsgade, hvis cykler skal henvises til bilernes indkørsel fra Markedspladsen.

DIALOG HOLBÆK
Koordinationsgruppen
Kontaktperson
Røllike Meinild
Labæk 49
Holbæk”