Vækstudvalget på studietur til Hamborg

Et af punkterne på forslaget til turen til Hamborg er et besøg hos Lufthansa Technik. Foto: Lufthansa Technik, HAM TS/M
Et af punkterne på forslaget til turen til Hamborg er et besøg hos Lufthansa Technik. Foto: Lufthansa Technik, HAM TS/M
På sit møde i sidste uge skulle Projektudvalget for Vækst tage stilling til, om de ville med på en studietur til Tyskland.

Det er Holbæk Erhvervsforum, som sammen med udvalgets formand Kurt Næsted (V) og leder af Borger og Erhverv i Holbæk Kommune Søren Korsholm, som har “kastet blikket på Hamborg som rejsedestination”, som der står i HE’s oplæg til udvalget. Forslaget kommer efter udvalgets tur til Berlin i september sidste år.

Der er tale om et tre dages arrangement med to overnatninger centralt i Hamborg. Rejsen foregår med bus og undervejs er tanken at man skal besøge det danske generalkonsulat i Hamborg og høre om samhandelsmuligheder for danske virksomheder, høre foredrag af Visit Danmark om Tyskland som turistland og tyskere som ‘koldvandsturister’ og hvordan man får dem til Holbæk.

Der er også idéer om en havnerundfart i Hamborgs containerhavn og virksomhedsbesøg hvor man kan se hvordan ‘indmaden’ sættes ind i f.eks. Airbus fly hos Lufthansa Technik.

Som alternativer nævnes også mulighed for besøg på chokolademuseet Chocoversum og modeljernbanen Minatur Wunderland.

Udover de forskellige virksomhedsbesøg, er der også afsat tid i programmet til ad flere omgange, at se Hamborg på egen hånd.

På turen hjem er der også forslag om at lave en afstikker til byen Bad Oldesoe, der indbyggermæssigt har næsten samme størrelse som Holbæk by, nemlig 25.000. Byen har har samme udfordring som Holbæk mht. at metropolen trækker i arbejdskraften, detailhandlen og de unge.

Prisen vil komme til at ligge på et sted mellem 5.100 kr. og 8.000 kr. alt efter om der er 50 eller 10 deltagere på turen. Udvalget for Vækst har syv medlemmer, om alle skal med, eller om der også skal embedsmænd med, fremgår ikke af hverken mødereferat eller forslaget fra Erhvervsforum.

Udvalget drøftede på mødet, der blev holdt den 17. januar, forslaget fra Erhvervsforum og mulighederne for at få programmet endnu mere tydeligt hvad angår de danske små- og mellemstore virksomheder i Hamborg. Og så snakkede man om, at rejsen kan foregå den 3. – 5. maj eller 17. – 19.maj.

Dokumentation: Forslag til ekskursion til Hamborg

One thought on “Vækstudvalget på studietur til Hamborg

  1. Så må vi da ønske rigtig god tur – igen, igen.

    Gad vist hvad udvalget og Erhvervsforum vil få ud af at se, hvorledes indmaden sættes ind i et fly ???
    Hvad fik man egentlig ud af Berlin turen sidste år ?? Hvilke vækstpotentialer har den tur givet og hvilke forventer man af denne tur ?

    Hvis man vil bilde borgerne ind, at det kan gøres for mellem 5.1 og 8 tusind kr. pr. pers., så må de “længere ud på landet med den historie”.
    Eller måske har man besluttet, at deltagerne selv har madpakker med, og/eller bor i sovesale på vandrehjem (hvilket for øvrigt er rigtig godt :-)), og/eller er det en bus med pedaler – på ren rugbrødskraft.
    NEJ, det er det ikke, kan man jo se af programmet.

    Så alene beløbets størrelse kræver en god forklaring. Det er absolut ikke gratis at sejle på rundfart i havnen eller besøge Minatur Wunderland og nok heller ikke chokolademuseet !!!!

    Men der hersker ikke tvivl om, at sådan en tur er godt for den enkelte person, som deltager.
    Måske så godt, at ingen af deltagerne senere vil få brug for de services (eller mangel på samme) som er en del af Pernille Kruse’s udvalgs nedskæringer.

    Så medens pengene ruller i Hamburg, så bliver der måske en lille skilling til overs, som kan bruges til udskiftning af de nødkaldsknapper, som ældre medborgere har fået udleveret – hvis de skulle komme i nød !!

    Hvis politikerne får de sidste uhyrligheder gennemført i det udvalg, som ganske misvisende hedder “Aktiv Hele Livet”, så bliver der brug for, at de svage ældre medborgere i stedet for får udleveret en knap, som direkte aktiverer Alarm 112.

Skriv et svar