Der var vækst på dagsorden da erhvervsfolk og politikere mødtes

Folketingspolitikerne Jacob Jensen (V) og Magnus Heunicke (S) var med da ca. 40 lokale erhvervsfolk var samlet til en snak om vækst. (PRfoto).
Folketingspolitikerne Jacob Jensen (V) og Magnus Heunicke (S) var med da ca. 40 lokale erhvervsfolk var samlet til en snak om vækst. (PRfoto).
Omkring 40 lokale erhvervsfolk og to folketingsmedlemmer fik fredag morgen indblik i Jyderup-virksomheden Nordic Service Groups rejse og udfordringer, da Danske Bank satte fokus på vækst på Vestsjælland.

Erhvervsfolkene var sammen med folketingsmedlemmerne Jacob Jensen (V) og Magnus Heunicke (S) samlet til en erhvervspolitisk snak om vækst – lokalt og nationalt.

Nordic Service Groups Managing Director Jesper Jørgensen og Nordic Sales Manager Peter Knudsen holdt oplæg om virksomheden, der kan betegnes som en dansk vækstsucces. Virksomheden servicerer laboratorie- og medicinskudstyr for private og offentlige virksomheder. Man begyndte med 8 medarbejdere i Jyderup, mens der i dag er 50 medarbejdere, der reparerer, vedligeholder og opdaterer hardware, elektronik, småmekanik og software fra 10 lokationer i de fire store nordiske lande.

Nordic Service Groups fortælling gav efterfølgende anledning til en debat omkring emner som skat, infrastruktur og rekruttering.

Venstres lokale folketingsmedlem Jacob Jensen kom omkring vejforbindelser og uddannelse:

– Vi har endelig fået et bredt politisk samarbejde på Sjælland, således at det ikke kun er i Jylland, at der sker infrastrukturinvesteringer. Udbygninger af tognet og motorveje er alfa og omega for vores område. Hertil er det vigtigt, at vi intensiverer brobygningen mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne, så vi sikrer, at vi får den rette arbejdskraft til erhvervslivet.

Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet havde også fokus på arbejdskraft:

– Prognoserne taler sit tydelige sprog om mangel på faglært arbejdskraft. Derfor skal vi løfte de ufaglærte over i uddannelse via en personlig gulerod. Vi har eksempelvis foreslået, at man kan få 110 % dagpenge i uddannelsesperioden. For mig er dette, kombineret med, at vi tør investere i vores region, nøgleparametre for, at vi også skaber vækst på Sjælland.

Erhvervsdirektør for Danske Bank Erhvervscenter Vestsjælland Lars Pedersen, var vært ved arrangementet og indledte med at fortælle om status på dansk økonomi, herunder BNP, ledighedstal og antal arbejdspladser.

– Det var et rigtig godt arrangement, hvor der blev løftet en flig af sløret for Nordic Service Groups erhvervssucces, og hvor vores sjællandske folketingsmedlemmer fik givet deres bud på, hvordan vi skaber mere vækst i Danmark. Vi har lav vækst, men der er dog fremgang – og vi ser en positiv udvikling i forhold til ledighed. Vi er faktisk næsten tilbage på niveauet fra før krisen, og i Holbæk ligger ledigheden lavere end landsgennemsnittet, mens den desværre er lidt højere i Odsherred og Kalundborg. Men der kom en masse gode tanker, der kan skabe vækst og ændre på dette fremadrettet, siger Lars Pedersen.

Folketingspolitikerne Jacob Jensen (V) og Magnus Heunicke (S) var med da ca. 40 lokale erhvervsfolk var samlet til en snak om vækst. (PRfoto).
Folketingspolitikerne Jacob Jensen (V) og Magnus Heunicke (S) var med da ca. 40 lokale erhvervsfolk var samlet til en snak om vækst. (PRfoto).

Skriv et svar