29. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Kære Byråd

Min mand bor på Fjordstjernen, som er et rigtig dejligt sted at være. Både for ham som bor der, og for mig, som kommer der dagligt. Vi oplever et engageret personale, som gør alt hvad de kan for at skabe hjemlige og trygge rammer for såvel beboere som pårørende.
debat-laeserbrev
Alt det ser ud til at kunne blive ødelagt, hvis I gennemfører den trufne beslutning om at gøre sygeplejeydelserne til en opgave for udkørende personale.

Min mand får ernæring gennem en sonde, og han lider af hyppige blærebetændelser, og – lige nu – en grim lungebetændelse, som heldigvis kom i hurtig behandling, fordi personalet kontaktede lægen og fik ordineret antibiotika.

Hvis sygeplejeydelserne flyttes fra Fjordstjernens personale, betyder det at han skal have besøg af en ”fremmed” sygeplejerske fem gange i døgnet, alene for at få sondemad. Hvis der tilstøder noget er jeg bekymret for om han får den hjælp han har brug for i tide.

Det er vigtigt for min mand, som er ramt af 3 hjerneblødninger, at han har mennesker omkring sig som han kender. Tryghed og ro er nøgleord.

Jeg er bekymret for, at man ved at fjerne de meget vigtige opgaver – og de medarbejdere, der udfører dem – opnår at skabe en generel utryghed. Både hos beboere , personale og pårørende. Desuden fratages det resterende personale muligheden for at være fleksible og effektive i hverdagen. Det er fleksibilitet og effektivitet der gør, at Fjordstjernen er et dejligt sted med overskud til smil og venlighed i hverdagen.

Det KAN KUN blive et tab for beboere og pårørende, hvis I ikke omgør den trufne beslutning. Og så har vi slet ikke talt om hvad det betyder for det udførende personales arbejdsglæde!

PS: Al snak om at det bliver billigere for kommunen – Kan I ikke venligst fremlægge det regnestykke! Det er helt utroværdigt.

Karen Sylvest Vesterdal
Thorskær 36
4300 Holbæk