Holbæk Golfklub har fået nyt ansigt i bestyrelsen

Arkvifoto: Pexels / Pixabay
Efter seks år i bestyrelsen i Holbæk Golfklub er Dorthe Nielsen blevet afløst af 56-årige Birgit Søndergaard.

Dorthe Nielsen ønskede ikke genvalg, så bestyrelsen foreslog i stedet Birgit Søndergaard, som godt nok kun har spillet golf i Holbæk i tre år, men allerede har markeret sig stærkt i klubbens begynderudvalg.

 Birgit Søndergaard er nyt bestyrelsesmedlem i Holbæk Golfklub. Foto: Holbæk Golfklub.
Birgit Søndergaard er nyt bestyrelsesmedlem i Holbæk Golfklub. Foto: Holbæk Golfklub.

Golfklubbens årsmøde blev holdt i Kuben i Holbæk, hvor advokat Steen Marslew havde en let aften som dirigent. For fjerde år i træk kunne Kaj Sørensen fortælle om plus på bundlinjen – 125.000 kr. Dermed kunne han også oplyse, at bestyrelsen lagde op til et uændret kontingent for fuldtidsmedlemmer, for femte år i træk. Derudover kan nogle af fleksmedlemmerne se frem til en prisreduktion, ligesom der åbnes for, at tidligere medlemmer vil kunne komme ind uden indskud. Samtidig vil golfspillere, der ønsker at prøve nye græsgange, kunne komme ind på gunstige vilkår. Og kontingentsatserne vil fremover også inkludere fri holdtræning for alle medlemmer, uanset handicap. Det var toner, der faldt i god jord hos de knapt 100 medlemmer, der havde fundet vej til Kuben.

Formand Erik Olesen orienterede i den mundtlige beretning om et fint golfår, med et væld af liv på Kirsebærholmen. Trods et beskedent fald i medlemstallet var der positive meldinger på andre indtægtskonti, især på sommerens greenfeekampagne. Sammenholdt med en stram økonomistyring var det lykkedes at skabe det flotte plus på bundlinjen. Golfklubben er inde i en god gænge og står stærkt økonomisk til at møde fremtiden.

Erik Olesen var også på valg. Han blev genvalgt. Bestyrelsen konstituerer sig på et møde om et par uger.
Med sine 1.004 medlemmer ved årsregnskabets afslutning ultimo august hører Holbæk Golfklub til en af byens største idrætsforeninger.

Skriv et svar