19. april 2024

Simon Ustrup har netop placeret bolden i AGFs mål til 1-1 til glæde for Mohammed Asrihi, der rejser armene i glæde. Foto: Rolf Larsen.

Simon Ustrup har netop placeret bolden i AGFs mål til 1-1 til glæde for Mohammed Asrihi, der rejser armene i glæde. Foto: Rolf Larsen.
Simon Ustrup har netop placeret bolden i AGFs mål til 1-1 til glæde for Mohammed Asrihi, der rejser armene i glæde. Foto: Rolf Larsen.

Det var ikke helt uventet, at AGF ville løbe med sejren, da Aarhusianerne onsdag aften var på besøg på Holbæk Stadion i 3. runde af DBU Pokalen.

Gæsterne lagde fra start stor energi i deres spil og fik også allerede efter få sekunder en lille chance. AGF holdt fast i presset, men Holbæk kæmpede en brav kamp for at holde trit med Superliga-spillerne og fik flere gange forhindret gæsternes ‘run’ på målet.

Men i 20. minut skete det så, AGF fik bragt sig foran efter en hovedstødsduel foran Holbæks mål, der i første omgang ikke gav noget, før svenske Niklas Backman endte med at få bolden forbi målmanden til 0-1.

Holbæks målmand Christian Mortensen havde i det hele taget noget at se til i kampen, men lavede flere gode redninger.

I 31. minut blev Holbæks Simon Ustrup spillet fri og han sendte bolden direkte i gæsternes mål og udlignede dermed til 1-1.

AGFs Kasper Junker havde efterfølgende tre-fire gode muligheder, som enten blev vekslet til hjørne, gik forbi målet eller blev reddet af målmanden, inden han med tre minutter tilbage af 1. halvleg endelig lykkedes med sit forehavende og nettede bolden til 1-2.

Efter pausen fortsatte AGF et højt tempo og Holbækkerne fulgte med så godt de kunne, selvom man nok må konstatere, at der alligevel er lidt fysisk forskel mellem Superliga og 2. division.

To chancer til gæsterne i løbet af de første fem minutter af halvlegen. Ti minutter inde i halvlegen gik der et sus gennem (Holbæk)tilskuerne da Christoffer Thrane fik afsluttet fra kanten – men bolden gik over AGF målet.

Igen fik Kasper Junker gode muligheder og igen var Holbæks målmand på plads og fik afværget. Selvom AGF pressede hårdt på, så lykkedes det ikke aarhusianerne at komme til scoring.

Holbæk kæmpede til det sidste, det samme gjorde gæsterne, der i kampens sidste minut satte punktum for pokalkampen med endnu en scoring, da Christopher Ikonomidis scorede sit første mål for AGF.

Dermed sluttede kampen med en 3-1 sejr til AGF og Holbæk er ude af DBU Pokalen.

This slideshow requires JavaScript.