18. april 2024

34 norvestsjællandske lærere indtog mandag det nye læringscenter på Østre Skole i Holbæk. (Handout).

34 norvestsjællandske lærere indtog mandag det nye læringscenter på Østre Skole i Holbæk. (Handout).
34 norvestsjællandske lærere indtog mandag det nye læringscenter på Østre Skole i Holbæk. (Handout).
I går var første dag på skolebænken for 34 lærere fra Odsherred, Kalundborg og Holbæk Kommuner og på fredag vil yderligere 15 lærere sætte sig på skolebænken for at blive efteruddannet.

For lærerne står den nu på efteruddannelse i matematiklinjefaget og praktikvejlederuddannelsen. Undervisningen er tilrettelagt sammen med University College Sjælland, men foregår altså på det nye kommunale læringscenter, der ligger på Østre Skole.

– Jeg vil gerne byde lærerne velkomne. Jeg håber, de får en god og lærerig tid på det nye læringscenter. Som formand for Vækstudvalget i Holbæk Kommune glæder jeg mig samtidig over, at vi nu er i gang med at skabe nye uddannelsesmuligheder i vores område. Det er en utrolig vigtig modvægt til de seneste års udvikling, hvor vi har mistet flere uddannelsesinstitutioner, siger Kurt Næsted, der er formand for Vækstudvalget i Holbæk Kommune.

Spændende planer
De 49 lærere bliver de første af mange studerende, der får deres gang på Østre Skole.

Allerede nu er der planer om at gennemføre yderligere efteruddannelsesforløb for lærere i dansk og engelsk. I 2018 regner man desuden med at gennemføre uddannelsesforløb for sygeplejerskestuderende i Læringscenter Holbæk. På sigt skal der være mulighed for at tage forskellige uddannelser via fjernundervisning på centret.

Det er desuden tanken, at læringscenteret skal være åbent for studerende, der bor i Holbæk. Der bliver allerede fra slutningen af oktober mulighed for at booke en arbejdsplads til specialeskrivning, afholde studiegruppemøder mv.

Statslige arbejdspladser
Østre Skole vil i de kommende år gennemgå en større forvandling i takt med at aktiviteterne udvides. Udover Læringscenter Holbæk rykker de tre statslige arbejdspladser Danida Fellowship Centre, Danmarks Evalueringsinstitut og Danmarks Akkrediteringsinstitution også ind på skolen.