28. marts 2024

Tilrejsende kunstnere vil sætte deres præg på Holbæk by i uge 34 i forbindelse med Holbæk Art 2016.

I løbet af den uge vil kunstnere male deres kunstværker i bymidten og de nye malerier vil indgå i det allerede eksisterende “museum” på 13 værker på byens gavle og mure, som kan ses 24 timer i døgnet.

Holbæk Art-samlingen er planlagt til at blive udvidet med nye værker hvert andet år, så den om 10 år vil omfatte 100 originale kunstværker.

Kurator for Holbæk Art Dina Vester Feilberg har sammensat en spændende gruppe af anerkendte, danske og udenlandske kunstnere:

-Jeg har udvalgt en række kunstnere med en stærk og klar praksis, hvor resultatet vil være markant og vedkommende. Det er det enkelte værk i sig selv, der skal være bærende, siger kurator Dina Vester Feilberg og fortsætter:

– Ligesom mange kunstnere i dag skifter frit og ubesværet mellem forskellige medier, har jeg ønsket at samle et hold af kunstnere, der viser en rig variation af udtryk og greb. Kunstnergruppen for Holbæk Art 2016 er derfor sammensat, så den repræsenterer et alsidigt mix af udtryksformer, fra det abstrakte til det figurative.

Kunstnerne der deltager i 2016 er Janaina Tschäpe, Arturo Herrera, Christian Vind, Eva Schlegel, Charlie Roberts, Julie Sass, Jan S. Hansen, Fie Norsker og Anna Bjerger.

Selvom man kan følge kunsternes arbejde i løbet af uge 34, så er der officielt fernisering fredag d. 26. august.