29. marts 2024

Onsdag eftermiddag fik politiet en henvendelse fra personalet i en tøjbutik på Labæk i Holbæk, som havde fået stjålet trøjer og en jakke fra fortovsudstillingen.

Politiet kørte til stedet, hvor et vidne, der havde overværet tyveriet, kunne oplyse politiet om signalementet på tre gerningsmænd, der var kørt fra stedet i en bil, som vidnet kvikt nok havde aflæst nummerpladen på.

Da politiet kort efter dukkede op på bilejerens adresse i Holbæk, var både bilen og de tre gerningsmænd til stede. Der var tale om tre mænd på 18, 22 og 25 år fra Holbæk.

Ved en ransagning på adressen fandt politiet de stjålne tøjvarer i form af 12 trøjer og en jakke med prismærker fra tøjbutikken. Varerne havde en værdi på ca. 5.500 kr.

De tre mænd blev alle sigtet for tyveri, som blev begået ved, at føreren af bilen standsede ud for tøjbutikken, medens en bagsædepassager hurtigt løb ud og stjal varerne.

Alle tre sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Tøjbutikken har fået sine varer retur.