28. marts 2024

Foto: Region Sjælland.

Foto: Region Sjælland.
Foto: Region Sjælland.

Fra 1. maj vil akutte medicinske patienter fra Roskilde blive indlagt på Holbæk Sygehus. Det sker som en del af sygehusplanen for Region Sjælland, hvor alle akutte patienter skal modtages på regionens fire akutsygehuse.

Patienter, der indlægges med ambulance med udrykning, for eksempel på grund af et hjertestop, skal dog fortsat til Roskilde Sygehus. Det samme gælder patienter med behov for særlig specialiseret behandling, for eksempel en blodprop i hjernen.

– Sygehusplanen skal sikre, at patienterne altid bliver modtaget af de rette hænder, fastslår vicedirektør Knut Borch-Johnsen, Holbæk Sygehus.

– Patienterne skal ikke selv bekymre sig om, hvor de skal indlægges, hvis de bliver akut syge. Det ved den læge, der aftaler indlæggelsen med sygehuset. Og det ved ambulance-redderne, siger Knut Borch-Johnsen.

Flytningen sker for at skabe plads til, at Roskilde Sygehus kan styrke regionens tilbud om specialiseret behandling. Derfor har Region Sjælland også ansøgt Sundhedsstyrelsen om at behandle flere patienter, der kræver specialiseret behandling, for eksempel hjerte- og kræftpatienter. Dermed kan flere patienter blive behandlet i regionens eget sygehusvæsen, fremfor at rejse til København eller Odense.

Eksempler på patienter, der nu flytter fra Roskilde til Holbæk:
Langt de fleste akutte medicinske patienter er henvist til sygehusbehandling fra egen læge eller vagtlæge. Patienten har typisk haft symptomer i nogen tid. Transporten videre til sygehuset sker derfor også i de fleste tilfælde i en ”rolig” ambulance uden blå blink.

Disse patienter skal ofte behandles for en infektion, der starter med feber og almene symptomer, men forværres og bliver behandlingskrævende. Det kan også være patienter med lungesygdommen KOL, hvor sygdommen forværres og kræver indlæggelse. Eller patienter med dehydrering som følge af manglende væskeindtag ved feber, diarré eller andet.

Kilde: Region Sjælland