19. april 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Dybt udemokratisk

Det er ikke helt rigtigt, når vi hele tiden får tudet ørene fulde med, at idrætslivet i Holbæk vil have en Arena uden for byen. Det er rigtigt, at vi trænger hårdt til bedre idrætsfaciliteter i Holbæk by. Men hverken idrætsklubberne eller kommunalbestyrelsen er blevet præsenteret for mere end ét forslag.

Når bestyrelserne i idrætsklubberne har fået tilbud om en hel ny Arena – ganske vist uden for Holbæk, men nye faciliteter og samlet, har de selvfølgelig sagt: ”Ja tak.” Problemet er, at de kun har fået forelagt et projekt. Dersom klubberne havde fået valget mellem to projekter, hvor det ene forslag ville betyde en samling af Holbæks idrætsanlæg i Holbæk Have, kunne vi have fået en diskussion og debat på et oplyst grundlag. Derudfra kunne der så træffes en kvalificeret og ansvarlig beslutning.

Tennisklubben gav udtryk for tvivl, om den ønskede at flytte med. De fik så tilbudt en holdkæft bolsje på mindst 3,3 millioner kr. Spild af gode skattekroner. Demokratisk og økonomisk uansvarligt.
Mere speget og udemokratisk bliver det når ”kommunen” – hvem det så er, havde ansat en person til at præsentere forslaget for idrætsklubberne og bagefter til at være talsmand for klubberne til fordel for en Holbæk Arena uden for Holbæk.

Hele forløbet har været særdeles udemokratisk.

Det er uforståeligt, at et flertal af byrådet vil fremstå økonomisk uansvarlige og udemokratiske. Der bruges ellers mange fine ord om Holbæk i fællesskab, men der tromles videre, selv om et flertal i byrådet ikke ville sige ja til Holbæk Arena i første omgang, og forslag fremsat af borgere i Holbæk negligeres.

Helt grotesk er det, at borgmesteren har sørget for, at der bliver eksproprieret til et vejanlæg til en Arena, som endnu ikke er vedtaget. På dagsordenen til næste byrådsmøde er forslag om salg af arealer i Holbæk Have, så arealet ikke kan bruges til udvidelse af idrætsfaciliteterne i Holbæk Have. Med disse metoder udelukkes en demokratisk proces fuldstændig.

Laust Davidsen
Enhedslisten Holbæk

2 thoughts on “Læserbrev: Dybt udemokratisk

  1. Som svar på Laust læserbrev.

    Nu syntes jeg du skal holde dig til det faktiske – Da der jo har været flere firmaer indover med at give deres bud – Men de har ikke kunne holde den økonomiske rammer for det som er afsat.

    Og de påstande som du kommer med omkring Tennis klubben må hvis stå for din egen regning 

    Og efterhånden kan jeg ikke forstå at særlig Enhedslisten bliver ved med at snakke om Holbæk Have – og at Holbæk Idrætscenter kommer til at ligge langt uden for byen.
    Holbæk Have kan jo ikke håndtere alle de anlæg der skal bygge og slet ikke p-pladser ved større arrangementer og stævner – Så stop jeres snak om Holbæk Have.

    At man har valgt at ligge det ved Ladegårds Allen – er en super god ide – da man her også har mulighed for udvidelse hvis det bliver tilfældet – og der vil være masser af plads til parkering m.m.
    Det vil blive nemt at komme til både for borger og gæster ude fra.
    Og 1,5 km. km fra Holbæk Station er vel ikke langt 

    Så som forenings formand ser jeg ikke nogle problemer i det kommer til at ligge hvor det nu bliver –
    Og faktisk tror jeg det vil blive noget nemmer at komme til og fra området – Og med f.esk. 100 – 120 cykel rytter der skal ud på deres træning – bliver det også noget nemmer da de ikke først skal igennem byen 

    Så Laust tænk positiv og tag ja hatten på og vær glad over at Holbæk snart endelig forhåbentlig får nye idrætsanlæg.

  2. Hej Hans

    At Holbæk mangler sportsfaciliteter, kan vi sagtens blive enige om. Også at de skal samles. Det jeg her efterlyser er, at forslagene om en anden placering var blevet taget alvorligt. Måske kunne skeptikere som f.eks. mig og andre overbevises om at beliggenheden er OK, hvis der havde fundet en alvorlig analyse og diskussion sted. Vi deltog begge i diskussionen om Fælleden og Landsstævnet. Det tog lang tid – det gør demokrati, men vi kom frem til noget som bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og arrangørerne kunne være med til. Bare kommunalbestyrelsen ville have gjort det samme her. Da borgmesteren ikke sit flertal i første omgang, ville det have været en fordel for alle, hvis indvendingerne var blevet taget alvorligt og taget med i den videre planlægning. Ønskescenariet ville være fuld opbakning til nye, bedre og samlede idrætsfaciliteter I Holbæk by. Økonomien i forhold til andre af kommunens kerneopgaver er så en anden sag.

Comments are closed.