Anmeldelse: ”Afdelingen for mindre planter”

Afdelingen for mindre planter - er en fortælling om hvordan det er for Gunnar, Dorthe og Lis, når deres arbejdsplads, planteskolen, fungerer stille og roligt, når den ser ud til at få øget overskud, når den trues af konkurs, og når den overtages af et stort multinationalt selskab.  PRfoto: Morten Fauerby.
Afdelingen for mindre planter – er en fortælling om hvordan det er for Gunnar, Dorthe og Lis, når deres arbejdsplads, planteskolen, fungerer stille og roligt, når den ser ud til at få øget overskud, når den trues af konkurs, og når den overtages af et stort multinationalt selskab. PRfoto: Morten Fauerby.

Teater i afdelingen for rørende og nødvendigt teater

Stemningen i planteskolens lille værksted går fra hygge og rummeligt fællesskab til desperation og splittelse. Alt ændres med to telefonopringninger udefra. Hvad kan Gunnar, Dorthe og Lis stille op?

Hvad er det teateret kan, som en avisartikel, en brancheanalyse eller arbejdsmiljørapport ikke kan? Forestillingen ”Afdelingen for mindre planter” er et rigtig godt eksempel på dette. Her oplever vi stemninger, samtaler og følelsesladede øjeblikke, der rører os, får os til at grine og føle sympati for de tre personer. Vi møder dem med deres personlige kanter og charme, drømme og bekymringer og mærker, hvordan de alle -på trods af gode viljer – bliver presset af markedskræfterne. Måske genkender vi noget, måske forstår vi de tre personer lidt bedre, og måske tager vi det med os til næste gang vi møder en tilsvarende situation.

Forestillingen er en fortælling om, hvordan det er for Gunnar, Dorthe og Lis, når deres arbejdsplads, planteskolen, fungerer stille og roligt, når den ser ud til at få øget overskud, når den trues af konkurs, og når den overtages af et stort multinationalt selskab. Historien fortælles ud fra to perspektiver, ejerens og de ansattes. Gunnar er ejer af den lille planteskole, Dorthe og Lis er to ufaglærte medarbejdere. Vi får ikke den økonomiske synsvinkel, ikke den politiker-agtige, men den menneskelige synsvinkel.

På scenen ses et værksted med tætpakkede hylder, kaffemaskine og køleskab, plantebord med plantekasser, frø og rigtig jord, der klaskes op, prikkes i og hældes op i rytmer, afstemt i forhold til skiftende toner i musik, relationer og handling.
Gunnar (spillet af Michael Brostrup) drømte engang om at blive skolelærer, men måtte overtage forældres planteskole, da faderen blev syg. Han vil gerne være en god og demokratisk leder, der benytter sig af moderne management, arrangerer sommerudflugt, laver personaleudvikling og uddelegerer ansvar. Samtidig drømmer han om at finde en kone at få børn med, og det antydes, at de to unge medarbejdere kunne være mulige emner. Han og Dorthe ser på hinanden i et øjeblik, et øjeblik, der strækkes så langt ud, at det går lige til hjertet.

Dorthe og Lis er tilsyneladende noget forvirrede over deres chefs signaler, men forsøger at følge hans idéer, indtil de bliver bedt om at vælge, hvem af dem, der skal fyres.

Dorthe (spillet af Marie Mondrup) er enlig mor, der bor hos sin mor. Mange års samliv med partneren var noget lort. Hun drømmer om at kunne give datteren en rød cykel og en ferie til Legoland. Nu har hun arbejdet ti år på planteskolen og forventer at blive der.
Dorthe er meget glad for mad og kage, selvom hun påstår, at hun ikke er sulten. Det kommer der nogle komiske situationer ud af. Som da hun pludselig går amok på en kage, som hun lige har smidt i skraldespanden og propper i sig, så det står ud af munden. Da Lis ikke har mad med, tilbyder Dorthe at dele sin, men kommer selv til at spise det meste. Når vi griner af Dorthe, griner vi måske også lidt af os selv og vores egne spisevaner, som vi måske heller ikke altid er lige stolte af.
Engang drømte Dorthe om at blive cirkusprinsesse, og det strejfer os, der hvor jobhusets brochurer understreger hendes håbløse situation, og hun lader os se en lille opvisning med hendes buttede krop i overalls på podiet. I en inderlig betroelse til publikum fortæller Dorthe, at folk siger, at hun altid er glad. Selv tænker hun, at hun måske er dum. Hun har svært ved at forstå det, der bliver sagt, det folk sender ud, og hvad de mener. Hvis vi som publikum før har grinet af hende, så holder vi bare af hende og med hende her.

Lis (spillet af Stine Schröder Jensen) er hjemløs, smidt ud eller gået fra kæresten og overnatter hemmeligt på værkstedet. Engang ville hun være farmaceut, men droppede ud af uddannelsen for at passe sin døende mor. Foreløbig har hun arbejdet syv en halv måned i Afdelingen for mindre planter. Lis fremstilles først som meget usikker og kejtet, nærmest ubegavet, hvilket giver anledning til publikums latter. For eksempel, da hun bliver guidet med lukkede øjne under chefens ”personalekursus” og støder ind i borde og stole, eller da hun får skuldemassage af chefen. Mens Lis fortæller kollegerne om en episode fra en ferie i Thailand, griner hun selv en hysterisk latter, der ikke vil holde op. For mig var dette udtryk for en indre desperation, som mere vakte medfølelse end latter. Figuren Lis udvikler sig imidlertid i løbet af forestillingen, eller der lægges i starten mere vægt på at gøre figuren komisk end realistisk? I hvert fald er det hende, der viser overblik og handlekraft, da det strammer til. Sammenhold, strejke, sultestrejke, fremhævelse af egen effektivitet, svigt, omstillingsparathed.

Mens hverdagen endnu er rolig og fredelig på værkstedet, bryder Gunnar ud i sang og hopper op på bordet mens pigerne smukt synger kor. Således brydes den realistiske fremstilling meget virkningsfuldt og illustrerer et overskud. Skulle jeg vove at sige: evne til at tænke/synge ”ud af boksen”? Når nu de tre skuespillere synger så godt, og det virkede så godt, havde jeg gerne hørt dem synge et par sange mere. Imidlertid brydes eller understreges stemningen i flere scener, eller sceneskift markeres med en countrymusik og lovesongs over anlægget. Nogen vil mene, at det nok er den slags musik, de hører, dem der ude på landet, hvor handlingen nok foregår. Jeg vil blot pointere, at det er en fin musisk kommentar til handlingen.

”Man må træffe en beslutning, ta´ et valg!” Det er Gunnars valgsprog. Men beslutsomhed og handlekraft til hvad – og hvorfor? Kærlighed og/eller business? Det er op til publikum.

Indrømmet, jeg elsker lykkelige slutninger og vælger derfor også at tolke en sådan ind her. I slutscenen er Afdelingen for mindre planter desværre overtaget af det multinationale, ”Go Green”. (Hvem sagde Bo Grønt i Holbæk og konkurs lidt længere nede ad vejen?)
Lis fungerer tilsyneladende godt i det nye firma, Dorthe bedyrer, at hun elsker julestjerner. Gunnar derimod kan ikke leve med at gå på kompromis med kvalitet. Han tager sit gode tøj og går. Hvorhen? Til lærerseminariet? Til opstart af økologisk nicheproduktion? Tja… Uanset hvad, Dorthe inviterer Gunnar hjem til kaffe. Han siger ja, og det kan jo føre til så meget.
Forhåbentlig fører den megen positive omtale af denne forestilling også til flere teaterstykker af samme kunstneriske kvalitet og med lige så meget på hjerte, som rammer os og møder os.

Afdelingen for mindre planter. ”Teatret” Svalegangen.
Medvirkende:
Marie Mondrup, Stine Schröder Jensen og Michael Brostrup
Tekst: Marie Mondrup, Stine Schröder Jensen , Henrik Prip og
Hans Rønne
Instruktør: Hans Rønne
Scenografi: Gitte Baastrup
Produceret af ”Teatret” og Team Teatret.
Anmeldte forestilling er opført på Holbæk Teater d. 7.1.2016

Skriv et svar