29. marts 2024

Brygmester Elisabeth Gottschalck med blomster og diplom ved overrækkelsen af Salling Fødevarepris. PRfoto: Salling.

Brygmester Elisabeth Gottschalck med blomster og diplom ved overrækkelsen af Salling Fødevarepris. PRfoto: Salling.
Brygmester Elisabeth Gottschalck med blomster og diplom ved overrækkelsen af Salling Fødevarepris. PRfoto: Salling.
Forleden dag valgte dommerne ved Sallings Fødevarepris 2015 en dessertøl fra Holbæk Bryghus som vinder.

Det skete, selvom dommerne havde svært ved at sætte øllen i bås. Vinderen fra Holbæk blev Sort Dessertøl No 5. En øl, der minder om dessertvin i smagen.

– Det er noget helt nyt, og det er virkelig gennemført, godt håndværk, lød det fra dommerpanelet, som var samlet på øverste etage i Salling Aarhus onsdag den 7. oktober, for at finde en vinder ud af de 16 finalister til Fødevareprisen 2015.

Prisen vakte jubel hos brygmester Elisabeth Gottschalck, som har skabt den lille sorte No 5 dessertøl i kælderen under Restaurant No 5 i Holbæk, hvor hun frembringer både gyldne og mørke dråber i det lille mikrobryggeri Holbæk Bryghus.

– Prisen kommer som sendt fra himlen, for vi ved godt, at vi har et herregodt produkt, og vi vil så gerne udbrede kendskabet til den, og det skal de 100.000 kroner, som følger med prisen bruges til: Markedsføring, så vi kan få denne her udover stepperne, fortalte Elisabeth Gottschalck.

Sort Dessertøl No 5 er skabt, fordi Elisabeth Gottschalck gerne ville lave en dessertøl, der ikke var tung og sød – men blød og fyldig og med en let sødme. No 5 er brygget på Bryghusets egen No 5 Schwarzbier, som er udsat for en unik dessertølsteknik og herefter lagret i tre måneder. Den holder 14 % alkohol og passer ifølge Elisabeth Gottschalck godt til is- og chokoladedesserter og blåskimmelost.

Blandt finalistprodukterne fandtes alt fra chili-eddike og isdesserter til syltede hyben, røget laks og kirsebærvin, men dommerne var altså ikke i tvivl om, at Sort Dessertøl No 5, var det bedste og mest spændende produkt i år. Og det kommer nu kunderne i det jyske til gode, for med Fødevareprisen og de 100.000 kroner er dessertøllen fra Holbæk også sikret en plads på hylderne i Sallings Super.

Men først skal kolonialchefen lige finde ud af, hvilken hylde den hører til på. For er det nu en øl eller en dessertvin?

Fødevareprisen 2015 er indstiftet med støtte fra Salling Fondene og uddeles i samarbejde med F. Salling A/S, Jyllands-Posten og Food Organisation of Denmark. Den blev uddelt for første gang i 2014, og formålet er at hylde danske producenter, som fremstiller eksklusive fødevarer af høj kvalitet og få dem ud til en bredere skare af forbrugere.