29. marts 2024

Andelslandbyen byder på amerikansk inspireret ungdomskultur fra 50'erne. Foto: Torben Papillon.

Andelslandbyen byder på amerikansk inspireret ungdomskultur fra 50'erne. Foto: Torben Papillon.
Andelslandbyen byder på amerikansk inspireret ungdomskultur fra 50’erne. Foto: Torben Papillon.
I denne weekend indbyder Andelslandsbyen Nyvang til svingende asfaltbal med totalteater og utilpassede unge.

– Der bliver tale om en unik kombination af koncert, show og totalteater, fortæller formidler Line Jandoria Jørgensen om festarrangementet Farlig Ungdom, der vil genskabe den vilde ungdom fra 50’erne.

Arrangementet vil emme af den farverige, amerikanskinspirerede ungdomskultur, der kommer til udfoldelse gennem mad, mode, musik og motorkøretøjer. Programmet veksler mellem ørehængende rock n´roll og livlige indslag som modeshow og taler fra datidens formanende myndighedspersoner, der giver et fascinerende indblik i tiden.

Stemningen fuldendes med amerikanerbiler og tidens nye mad som ice cream soda, Jolly cola og milkshakes.

– Vi vil skabe en festlig stemning, men samtidig vise den voldsomme kontrast mellem den såkaldte farlige ungdom og datidens moralske vogtere, siger formidleren Line Jandoria Jørgensen.

Andelslandsbyen håber, at publikum vil leve sig ind i 50’er stemningen.

Der er sørget for danseundervisning til dem, der lige skal have frisket deres jitterbug op, og gæsterne er meget velkommen til at møde op i tøj fra tiden.

Program – 20. & 21. juni:
Kl. 10.00-13.00: Per Rock spiller grammofonplader med det bedste fra 50’ernes rock.
Kl. 12-12.45: Danseundervisning
Kl. 12.45: ”De forbandede drinks! – gift for seksualmoralen” ved læge Henning Askeby
Kl. 13.00: Live rock n roll: The Neros – fed 50’er rock
Kl. 13.45: ”Skilsmissegrunden – Hustruens manglende dygtighed” ved køkkenarkitekt Ulla Tafdrup
Kl. 14.00: Live rock n roll: The Neros – fed 50’er rock
Kl. 14.45: ”Petting – Frisk ungdom betakker sig” ved Generalsekretær i KFUM, Pastor Vilhelm Kolthoff-Nielsen
Kl. 15.00: Modeshow: Der vil være brus i de stivede skørter og strut i torpedo-bh’en, til det historiske modeshow med
50’ernes ikonisk feminine mode.
Kl. 16.00: Live rock n roll: The Neros – fed 50’er rock