19. april 2024

Et nyt kunstprojekt sætter fokus på korttegning som kunstform, og på den enkeltes personlige oplevelse af Orø.

Alle kan være med og man bidrager ved at tegne, male, brodere, flette, lave collage eller på anden vis skabe et kort over Orø. Det endelige format skal være 20×20 cm.

Det er gruppen Kunst på Orø, som står bag projektet og her vil man arrangere at der ved flere lejligheder i sommerens løb popper tegneworkshops op, hvor man kan blive inspireret til at komme i gang med sit eget Orøkort. Det vil bl.a. ske på Orødagen d. 7. juni og på Orø Midsommerdage i weekenden 27.-28. juni.

Konceptet er inspireret af projektet ImapNewHaven, som er blevet introduceret for KunstPåOrø af Elspeth Barrie Larsen, og hvor hundreder gennem tiden har bidraget.

Man kan se eksempler og downloade kort samt se opslag om workshops og mini-udstillinger på hjemmesiden www.kunstpåorø.dk, Kunst på Orø’s facebook-side og Orøkalenderen. Kortet kan også hentes på OrøKontores, Bygaden 32 i Bybjerg på Orø. Det er også her man skal aflevere sit kort, senest d. 30. august i år.