19. april 2024

Den efterlyste hjerneskadede og demente kvinde, 63-årige Vibeke, som i nat forlod plejecentret på Lunderosevej i Jyderup, er fundet.

Midt- og Vestsjællands Politi valgte tidligt i morges at udsende en efterlysning efter man i nat havde ledt efter hende i områderne omkring plejecentret med flere patruljer, herunder hundepatruljer.

Men klokken 06.18 blev Vibeke, ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, fundet i en villahave på Lyngvej i Jyderup ca. 300 meter fra plejecentret.

– Hun lå i haven og var kold og våd, men ellers uskadt, oplyser Lars Galasz, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.