29. marts 2024

En 18-årig mand fra Mørkøv er blevet anholdt og sigtet for et indbrud i en garage ved Dianalund.

Kort før midnat natten til i dag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse fra et vidne der havde set flere unge i færd med at brække en garageport op på Niløseholm på Kongstedvej uden for Dianalund.

Flere politipatruljer ankom til stedet, hvor noget håndværktøj, fælge og et svejseanlæg var lagt klar til afhentning. Der holdt en bil på stedet, og en 18-årig mand løb lige ind i lovens lange arme.

Den 18-årige, der er fra Mørkøv, blev anholdt klokken 00.26 og sigtet for indbrud, og han blev taget med til politistationen i Slagelse.

Den 18-årige blev løsladt efter afhøring klokken 4.30 fredag morgen, og politiet arbejder nu med at finde frem til evt. medgerningsmænd.