20. april 2024

En mand stak af, da den bil han var passager i blev standset af politiet.

Episoden fandt sted kort før klokken 13 fredag eftermiddag. Her standsede politiet en bil på Holbæk Have, men bilens passager, stak af og løb i retning mod det grønne område ved fodboldbanerne.

Politifolk er nu ikke sådan at løbe fra og det lykkedes da også den ene af betjentene at indhente og anholde passagereren – en 26-årig mand fra Holbæk. I nærheden af ham blev der fundet en pose med 48 gram hash og en såkaldt “butterflykniv” – en ulovlig kniv med dobbelt skæfte, som med et hurtigt sving, kan åbnes, så knivsbladet er blottet. Den 26-årige passager blev sigtet for både overtrædelse af våbenloven og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Det viste sig, at bilens fører, en 33-årig mand fra Holbæk, ikke havde erhvervet sig et kørekort. Han blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og kan nu forvente en bøde.