23. april 2024

Lovforslaget om næste etape af Kalundborg-motorvejen førstebehandles i folketingssalen i dag.

Og det glæder formand for Folketingets transportudvalg og det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff:

– Jeg er glad for, at vi nu tager et vigtigt skridt nærmere næste etape af Kalundborg-motorvejen. Først og fremmest fordi borgere og virksomheder i Nordvestsjælland vinder på en udbygning af motorvejen. Der er mange, der i dag spilder meget tid på vejene, når både pendlertrafik og tung trafik skal tage turen på rute 23. Nu skal vi helt i mål med resten af motorvejen, men med udbygningen her viser vi, at det nytter at bruge tid og kræfter på at tale Nordvestsjællands sag, siger Rasmus Horn Langhoff.

I dag ender Kalundborg-motorvejen øst for Regstrup, men med den næste etape vil den blive udbygget med seks kilometer. Ifølge Transportministeriet kommer den nye motorvejsstrækning til at betyde bedre trafikafvikling, og for erhvervslivet betyder det, at der spares både tid og kørselsomkostninger. Det bliver dermed også nemmere for nordvestsjællandske virksomheder at hente arbejdskraft fra et større område, lyder det fra Transportministeriet. Og ifølge Rasmus Horn Langhoff kan det derfor også kun gå for langsomt med at finde pengene til resten af motorvejen.

– Vores samfund vinder på en stærk infrastruktur. Det nye stykke motorvej vil give Skovvejen et kæmpe løft, men jeg vil arbejde videre for, at resten af pengene bliver fundet til Kalundborg-motorvejen. Det giver vækst, udvikling og arbejdspladser, som gavner os alle sammen. Og det bliver lettere at være bosat, pendler og virksomhed i vores område. Derfor glæder jeg mig også meget til behandlingen i salen i dag, men jeg smøger også ærmerne op for at komme helt i mål med motorvejen, siger Rasmus Horn Langhoff.