25. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi forbereder lige nu en såkaldt “fogedaktion”, hvor politiet rykker ud og henter de borgere, der skylder penge og trods mange opfordringer og indkaldelser ikke selv er mødt op i fogedretten.

Inden for meget overskuelig fremtid vil et antal borgere i politikredsen blive opsøgt af politiet enten derhjemme eller på arbejdspladsen, hvorefter de vil blive anholdt og fragtet til fogedretten, så sagen kan blive behandlet.

– Når man skylder penge og har fået adskillige indkaldelser til fogedretten, er det jo meningen, at man skal møde op. Det skal tages alvorligt, når fogedretten sender breve ud – og det bliver i hvert fald alvor, når hele familien bliver vækket af politiet tidligt om morgenen, fordi man skal anholdes og køres til retten, siger politiinspektør Svend Foldager, der er leder af lokalpolitiet i Midt- og Vestsjællands Politi

Politiinspektør Svend Foldager oplyser, at selvom aktionen går i gang inden for ganske kort tid, så er det stadig muligt, at undgå, at få besøg af politiet, hvis man skynder sig at kontakte fogedretten og får klaret sit mellemværende.