19. april 2024

En 46-årig mand blev i går ved Retten i Holbæk idømt 1 år og 10 måneders fængsel for to supermarkedsrøverier.

Det ene røveri blev begået den 21. januar i år mod Dagli’Brugsen i Ruds Vedby, mens det andet blevet begået den 6. maj 2014 om aftenen mod Netto i Jyderup.

Ved røveriet i Jyderup, truede den 46-årige, der var maskeret med et tørklæde for ansigtet, personalet med en stor kniv til at udlevere penge fra kassen.

Begge røverier blev begået, mens den 46-årige var på udgang fra en fængselsstraf, som han afsonede i fængslet i Jyderup.

– Det er med stor tilfredshed, at retten har været fuldstændig enig med mig i, at det at begå røveri ved brug af kniv er en meget alvorlig forbrydelse. På trods af, at ingen kom fysisk til skade ved de to røverier, så har det altså store personlige konsekvenser for de medarbejdere, som bliver udsat for disse røverier. Det er derfor glædeligt, at retten i dag har sendt et klart signal til de kriminelle, der begår sådan forbrydelser, siger anklageren i sagen Danni Richter Larsen

Der fremgik under sagen, at tiltalte tidligere var straffet i 2011 for at have begået røveri.

– Når man begår alvorlig personfarlig kriminalitet som i denne sag, så er det selvfølgelig sådan, at der også bliver udmålt en hårdere straf – det bliver så og sige ikke billigere at komme tilbage i retten, og have begået den samme forbrydelse, fortæller anklagerfuldmægtig Danni Richter Larsen.

Den 46-årig udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Læs også: Jyderup: Røveri mod Netto (7. maj 2014).