Læserbrev: Den gik ikke Emrah Tuncer

Holbaekonline.dk har modtaget nedestående læserbrev:

Den gik ikke Emrah Tuncer

Det er utroligt hvad den radikale Emrah Tuncer kan tillade sig at mene, særlig når han undrer sig over, at Dansk Folkeparti med John Harpøth i spidsen ikke stemte for sit partis eget forslag, nemlig at sætte gang i renoveringen af de nuværende idrætsanlæg.

Tilmed tillader Emrah at kalde det for dårligt politisk håndværk, når John Harpøth ikke stemte for sit eget forslag.

Når borgmesteren dikterer at man stemmer om tre forslag på én gang, hvad der normalt er ganske uhørt, er borgmesteren jo stensikker på ikke at nå til afstemningen om de øvrige forslag. Der var jo reelt kun mulighed for at stemme ja eller nej til Arenaen, hvis man da ikke undlader at stemme.

Ganske smart af borgmesteren, men ikke demokratisk. Her er en forklaring på hvorfor John Harpøth stemte som han gjorde. Når partiet ikke ønskede at gå videre med Arena projektet var der kun mulighed for at stemme sammen med de øvrige partier – nemlig imod Arenaen. Havde DF stemt for renovering af de nuværende idrætsanlæg var det blevet til 4 stemmer, og dermed var Arena projektet overgået til OPP undersøgelser med 14 stemmer for, 10 imod og 4 for renovering DFs stemmer. Lidt for smart af borgmesteren og kulturudvalgets formand. Men den gik altså ikke. John Harpøth kunne nemlig sit politiske håndværk til UG.

Hilsen

Søren Wolstrup

Skriv et svar