18. april 2024

Holbaekonline.dk har modtaget nedestående:

Jeg vil Holbæk idræt det bedste.

Forarbejdet til Arenaen er en katastrofe. Der er afsat penge til fondraising. Når der er tale om et OPP-projekt, kan man ikke få fonde til at bevillige midler. Utrolig uvidenhed hos flertallet i byrådet. Der findes ikke en oversigt over de samlede anlægsudgifter, ej heller finansierings udgifter (afbetaling af lån drift mv.). Ingen ved hvor meget den eventuelle OPP-entreprenør kan forvente at finansiere via indtægter fra egne aktiviteter (kantinedrift, konferencer mv.). Ingen ved hvor meget kommunen og foreninger skal finansiere via startfinansiering og løbende leje. Eller findes de? Dette er blot nogle af de uafklarede økonomiske problemer. Er der investorer? Hvad kan salget af Holbæk Have indbringe? Byrådet kan ved at vedtage, at der skal arbejdes videre med projektet på dette luftige grundlag komme til at skade idrætten i Holbæk i mange år. Jeg har søgt på nettet og fået aktindsigt i sagens forløb og har ikke fundet konkrete svar på de spørgsmål, jeg har stillet her. Jeg vil meget gerne have svar på mine spørgsmål og oplysninger om det videre forløb. Jeg vil nemlig gerne være klogere, så jeg på et kvalificeret grundlag kan deltage i debatten om en Holbæk Arena eller andre muligheder for idrætten i Holbæk.

Hvad vil det koste at undersøge betingelserne for et kompliceret OPP-projekt? Hvad vil det koste at lave et udbudsmateriale? Hvad vil koste, at gennemgå tilbuddene? Hvor meget mister byrådet og foreninger af indflydelse på projektets gennemførelse og på den daglige drift, når det er private investorer, som står bag projektet?

Med venlig hilsen
Laust Davidsen
Skrænten 6
4300 Holbæk

P.S
Har altid været aktiv idrætsudøver. Tidligere håndboldtræner. Har været idrætslærer.
Har været medlem at Holbæk tennisklub og Løbe- og motionsklubben.
Som 70-årig stadig aktiv idrætsudøver.